Pol Pot

Artikelstart

Pol Pot, egl. Saloth Sar, 19.5.1925/1928-15.4.1998, cambodjansk politiker. Pol Pot tilsluttede sig den antifranske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig og blev medlem af det illegale Indokinas Kommunistiske Parti. 1949-53 opholdt han sig i Frankrig på et studieophold. Sammen med en gruppe marxistisk inspirerede cambodjanske intellektuelle udvikledes idéerne om en landbrugsbaseret kommunisme uafhængig af omverdenen. I 1961 blev han under navnet Pol Pot sekretær i Cambodjas Kommunistiske Parti.

I 1963 flygtede han fra Phnom Penh, og partisanbevægelsen Khmer Rouge, der var under Pol Pots ledelse, begyndte en væbnet kamp mod Cambodjas regering. 1975 indtog Khmer Rouge Phnom Penh, og et socialt eksperiment blev iværksat under omfattende brutalitet; det anslås, at 1,5 mio. mennesker blev henrettet eller døde af sult under terrorregimet. Han var premierminister 1976-79. Efter den vietnamesiske invasion i december 1978 begyndte Khmer Rouge med støtte fra USA, Thailand og Kina en kamp mod det vietnamesisk-støttede styre i Phnom Penh.

I 1997 splittedes Khmer Rouge, der i stigende grad var blevet isoleret, og dets ledere vendte sig mod Pol Pot og satte ham i husarrest. Pol Pot døde tilsyneladende af naturlige årsager i en Khmer Rouge-lejr på et tidspunkt, da der var stigende pres fra det internationale samfund for at få ham retsforfulgt for folkemord. Se også Cambodja.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig