Faktaboks

Vennebjerg Kirke
Sogn
Vennebjerg Sogn
Provsti
Hjørring Søndre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune

Højt hævet på en af Vendsyssels højeste bakker og synlig vidt omkring, knejser Vennebjerg Kirke. Her er historiens gang synlig både på kirkegården, på kirkebygningen og i det historiske inventar.

Kirkebygning

Vennebjerg Kirke
Vennebjerg Kirke set fra nordøst. Kirkens ældste dele - koret og skibet - er opført i romansk tid og bygget af granitkvadre. På billedet ses det hvidkalkede sakristi (præsteværelse), som blev bygget til i gotisk tid. I dag fungerer sakristiet som ligkapel. Tårnet er ligesom sakristiet opført i den gotiske periode.
Af .

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i gotisk tid (ca. 1250-1550), tilføjede man et sakristi (et præsteværelse) på korets nordside og et tårn på skibets vestende. Det er uvist, hvornår våbenhuset på skibets sydside er opført.

Udvendigt fremstår kirken i dag med kor og skib i rå mur, mens de nyere tilføjelser er hvidkalkede. Tagene er belagt med en blanding af røde tegl og bly.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Vennebjerg Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret flere oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Disse er begge tilmurede, og mens syddøren er tydeligt synlig som en indvendig niche, kan norddøren kun lige anes i murværket. Andre oprindelige detaljer tæller to romanske vinduer i korets øst- og nordvæg.

Tilbygninger

Sakristiet og tårnet er som nævnt fra gotisk tid, hvilket også ses i murene, som er af munkesten. Selvom munkesten ikke var ukendt i romansk tid, var det først i gotikken, at byggematerialet blev alment anvendt.

I Vennebjerg Kirke er det store tårn dog for en stor del skalmuret i århundrederne siden opførelsen, dvs. at et ydre murlag flere steder er sat på som forstærkning af det oprindelige. Dette ses særligt på vestsiden af tårnet, hvor et brat stop i skalmuringen har givet tårnet en karakteristisk, ujævn linje op langs sydvesthjørnet. Også de gamle lydhuller til klokkerne er tilmurede.

Tårnrummet nederst i tårnet er i dag indrettet som våbenhus, mens det ældre våbenhus på skibets sydside er adskilt fra kirkerummet og fungerer som materielhus. Også sakristiet nord for koret er adskilt fra kirkerummet og fungerer i dag som ligkapel.

Kirkens indre

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de røde, flade bræddelofter. Mod øst falder blikket naturligt på det rige inventar, som spænder over mange århundreder.

Inventar og gravminder i Vennebjerg Kirke

Vennebjerg Kirke

Indvendigt er kirken hvidkalket. Det ældste stykke inventar er døbefonten, som er fra romansk tid (ca. 1050-1275). Korbuekrucifikset er fra sengotikken (ca. 1400-1550), mens prædikestolen er fra 1623. Altermaleriet er lavet af Svend Engelund i 1984.

Af .

Inventaret i Vennebjerg Kirke er fra flere forskellige perioder med dele fra kirkens opførelse, middelalderen, renæssancen og nyere tid.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med udhuggede arkadefelter på kummen.

Gotisk krucifiks

Nord for korbuen hænger et stort, sengotisk korbuekrucifiks. På korsarmene ses de fire evangelisters symboler, en løve for Markus, et bevinget menneske for Matthæus, en okse for Lukas og en ørn for Johannes.

Prædikestol fra renæssancen

Kirkens prædikestol er en egnstypisk renæssanceprædikestol fra 1623. Den er opbygget af seks fag, hvoraf de tre springer frem som en karnap. Mellem fagene er der dobbelte, udskårne søjler.

Nyere tids inventar

Kirkens alterdekoration er et maleri fra 1984 af kunstneren Svend Engelund, som forestiller Jesus, der vandrer på Genesaret Sø.

Gravminder

I kirken findes et enkelt gravminde, et ligtræ af eg fra 1662, som er opstillet i tårnrummet. Et ligtræ kan være en træstamme eller en træplade med indskrift.

Kirkegård

Umiddelbart vest for kirken ligger bronzealderhøjen Klangshøj. Den religiøse aktivitet ved Vennebjerg Kirke er derfor årtusinder ældre end selve kirken.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig