Vemb Kirke
Faktaboks
- Sogn
- Vemb Sogn
- Provsti
- Ringkøbing Provsti
- Stift
- Ribe Stift
- Kommune
- Holstebro Kommune
Kirkegården
Kirkegården er, som følge af byens udvikling, udvidet ad flere omgange og består nu af to separate sektioner på begge sider af landevejen. Den første udvidelse blev foretaget i 1888, hvor et areal øst for kirken blev indlemmet, mens endnu et stykke blev tilføjet mod nord i 1960. Den søndre sektion på den anden side af vejen er formentlig anlagt allerede i 1936, hvor et ligkapel rejstes.
Hegnene udgøres af mure af kløvede sten og jorddiger med stenklædte fronter. En klokkestabel, der muligvis var placeret ved skibets vestgavl, er første gang nævnt i 1593, men forsvandt senest i 1847, hvor klokken blev ophængt i den nyopførte klokkekam over kirkens vestgavl.
Kirkebygningen
Den lille kirke består af et romansk kor og et skib, hvortil der er føjet et våbenhus fra omkring 1795 ud for skibets norddør. Klokkekammen er opført i årene 1846-1847.
Modsat flertallet af egnens tidlige kirker består kirkens byggemateriale hovedsagelig af rå og kløvet kamp, der dog suppleres af fint tilhugne kvadre på hjørnerne. I vestgavlen er der ved en senere reparation indmuret en profileret kvader, der ikke umiddelbart finder paralleller ved kirken, men som måske kan stamme fra den ombyggede korbue.
I nordmuren er den oprindelige dør endnu i brug, hvorimod den søndre er forsvundet. Af vinduer ses to, begge i koret, hvor det rundbuede østvindue blev genåbnet i omkring 1941, mens nordvinduet er tilmuret.
I det indre kirkerum er der er fladt loft. Og den af munkesten murede, spidsbuede korbue stammer fra en middelalderlig ombygning, der ikke lader sig nærmere datere.
Våbenhuset, der er opført mellem 1793 og 1796, er bygget i røde teglsten i renæssanceformat. Det har en fladbuet dør i nord og får lys gennem et lille østvindue.
Kalkmalerier
Kirken har haft en kalkmalet arkaderække fra perioden omkring år 1300-1400 svarende til lignende eksempler i Ølby Kirke og Mejrup Kirke. De fremkom ved en istandsættelse i 1941 og blev efter registrering atter kalket over.
Kirkens inventar
Fra middelalderen stammer den romanske døbefont af vestjysk type med fod af form som en omvendt terningkapitæl og kumme med varieret profilering, herunder en bort af spidse takker.
Kirkeklokken er støbt af en mester Nicolaus (klokkestøberen Nicolaus Eskildsen (Eskilii)), hvis navn er præget på klokkens legeme sammen med årstallet "1340".
Prædikestolen er fra 1605 og har en tilhørende lydhimmel, dvs. baldakinen over prædikestolen, som er deponeret på loftet.
Rummet præges af 1900-tallets anskaffelser, herunder stolestaderne (dvs. kirkebænkene) fra 1910 og alterskranken fra 1941.
Alterpartiet er renoveret i 1997, hvor det middelalderlige alter fik lagt en plade af moseeg på, mens et forgyldt krucifiks fra samme år er udført af Sven Havsteen-Mikkelsen. I samme ombæring blev også østvinduets glasmaleri indsat.
Et tidligere altermaleri, udført i årene 1846-1847 af J.B. Gjørup (1809-1864) i Lemvig, som forestiller Kristus i Getsemane Have, er ophængt på skibets vestvæg.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.