Veflinge Kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Veflinge Kirke, hvor de ældste dele er bygget af kvader- og marksten. Kirkens grundplan har formentligt været den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor med apsis mod øst. I dag er det kun skibets langmure og de genanvendte kvadersten rundt omkring som er et levn efter den romanske kirke. Dog er skibets syddør, som stadig er i brug i dag, oprindelig.

Fælles for senmiddelalderens om- og tilbygninger er, at de alle er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten.

Våbenhuset, som er bygget ud for skibets oprindelige syddør, har indvendigt fladt træloft. Mod syd er bygningens trappeformede gavl med kamtakker og blændingsdekorationer i form af murede nicher – et typisk træk ved gotisk arkitektur.

Tårnet er tre stokværk, dvs. etager, højt og har ligeledes kamtakkede, blændingssmykkede gavle mod øst og vest. Tårnet er udover munkesten, også delvist bygget med genanvendte kvadersten fra den romanske kirke. Tårnrummet blev i 1750 indrettet som gravkapel – en funktion det stadig har i dag. I forbindelse med det, blev den rundbuede arkade, som havde forbundet tårnrum med skib, blændet. Rummets hvælv er også fra den periode.

Langhuskoret, som er lige så højt og bredt som skibet, blev bygget til kirken i slutningen af middelalderen efter at have nedrevet det romanske. En ny tilmuret døråbning, men stadig synlig i murværket lige ved opgangen til prædikestolen, har formentligt fungeret som en præstedør, der gav præsten direkte adgang fra koret til kirkegården. Korets østgavl er i lighed med de andre gotiske tilbygninger, blændingsprydet og med kamtakker.

Under koret er en muret gravkrypt, som blev anlagt i 1500-tallets anden halvdel, hvorfra et særligt gravminde stammer fra, som i dag ses i korets nordvæg. Den oprindelige munkestenstrappe er nu overdækket af et betondæk.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter. Kirkens større inventarstykker, såsom prædikestol og kirkebænke, er afstemt efter prædikestolens renæssancebemaling med lyseblå som hovedfarve med rødlige og forgyldte detaljer.

På skibets nordvæg ses tre romanske indvielseskors, som maledes på væggen de steder, hvor bispen havde afsat korsets tegn ved kirkens indvielse. De er malet som hvide hjulkors med afrundede, bladlignende korsarme på rød baggrund. Også to sengotiske indvielseskors ses ved korets nordvæg, og skal sandsynligvis ses i forbindelse med genindvielsen af kirken efter langhuskorets opførelse.

På korets nordvæg er der yderligere malet fire våbenskjolde i 1500-tallets anden halvdel, som dog kun fremstår fragmentarisk i dag. Det er sandsynligvis slægtsvåbenskjole for de slægter, som har haft med kirken at gøre.

Kirkens eneste bevarede middelalderlige inventarstykke er det sengotiske korbuekrucifiks, der som navnet antyder oprindeligt har været ophængt i korbuen mellem kor og skib. Det forestiller den korsfæstede Kristus, og dets bemaling stammer fra kirkens hovedistandsættelse i 1937.

Den rigt udsmykkede altertavle er skænket til kirken i slutningen af 1500-tallet. Den har mange felter adskilt af søjler, hvori der både er forgyldte indskrifter og altermaleriet i midtfeltet, som forestiller opstandelsen og er malet af Anton Dorph i 1871. Tavlen står i en bemaling, som tager udgangspunkt i den oprindelige.

Prædikestolen bliver skænket til kirken i 1572. Den har fire fag, et af dem med reliefskårne initialer og våbenskjole for giverne. Bemalingen er baseret på dens oprindelige renæssancefarver.

Døbefonten fra 1930 er udført i sandsten med en terningformet fod med relieffer af kors i de rundbuede felter. Kummen har glatte sider med en kraftig frise med indskriften ”Lader de smaa børn komme til mig” under tovsnoningen ved randen. Fra skriftlige kilder ved man, at kirken i lighed med andre romanske kirker været udstyret med en døbefont fra samme tid. Denne findes dog ikke mere.