Vandfugleaftalen er en international traktat under Bonnkonventionen om trækkende dyr. Aftalens formål er at beskytte fuglebestande, som er knyttet til vådområder, og som på deres årlige træk bevæger sig mellem lande i Europa, Afrika, Mellemøsten og Centralasien. Aftalen blev indgået i 1995 og trådte i kraft i 1999; i oktober 2022 havde 82 lande, heriblandt Danmark, tiltrådt aftalen.

Faktaboks

Også kendt som

AEWA, Agreement on the Conservation of African-Eurasian Migratory Waterbirds, Aftale om beskyttelse af Afrikansk-Eurasiske migrerende vandfugle

Aftalen dækker 255 arter og omfatter blandt andet andefugle, vadefugle, lommer, pelikaner, skarver og mange andre grupper. De lande, som har tiltrådt aftalen, samarbejder om beskyttelse af fuglene og deres leveområder samt om forskning, overvågning og oplysning. En af aftalens vigtigste funktioner er at fungere som formel ramme for internationale handlingsplaner for arter eller artsgrupper, som kræver særlig beskyttelse. For beskyttelseskrævende arter, som der også drives jagt på, kræver aftalen, at jagten forvaltes efter principperne om adaptiv forvaltning.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig