adaptiv forvaltning

Det første trin i adaptiv forvaltning er, at de forskellige interessenter forhandler sig frem til en fælles, målbar målsætning samt en liste over de tiltag, som realistisk kan tages i brug. En matematisk model af systemet, som er baseret på den tilgængelige biologiske viden, bruges til at forudsige effekten af de forskellige tiltag, og man iværksætter det tiltag, som forventes at give de bedste chancer for at opnå målsætningen.

Systemet overvåges herefter, og valget af tiltag justeres løbende ud fra måling af effekten, ligesom modellen opdateres med den nyindsamlede viden. Denne proces fortsætter i princippet uden tidsbegrænsning. Hvis målsætningen viser sig umulig at opnå, eller der opstår andre uventede situationer, kan det blive nødvendigt med en genforhandling af målsætningen eller valg af helt nye tiltag.

Adaptiv forvaltning blev oprindelig udviklet i forbindelse med forvaltning af jagt på andefugle i Nordamerika. I Europa blev metoden først taget i brug i 2012 til forvaltning af Svalbard-bestanden af kortnæbbet gås. Denne bestand er vokset meget kraftigt siden 1950’erne, hvilket har givet anledning til konflikter med landbrugsinteresser langs bestandens trækrute gennem Norge og Danmark til Belgien samt til bekymring for, at gæssene påvirker sårbar tundravegetation på ynglepladserne på Svalbard. Målsætningen for den adaptive forvaltningsplan er, at bestanden stabiliseres på omkring 60.000 individer, og det vigtigste tiltag i planen er en effektivisering og løbende justering af jagt i Danmark og Norge.

Brugen af adaptiv forvaltning har siden bredt sig hurtigt, da det anses for et værktøj, som gør det lettere at håndtere de interessekonflikter, der ofte optræder i forbindelse med naturforvaltning. Desuden anbefaler Vandfugleaftalen under Bonnkonventionen stærkt brugen af adaptiv forvaltning og stiller krav om, at metoden skal bruges hvis der skal drives jagt på bestande i ugunstig bevaringsstatus.

• naturforvaltning