Boris Johnson holder regeringsmøde i Downing Street d. 24. maj 2022. Topkandidaterne til at efterfølge ham skal findes blandt ministrene omkring bordet.
Daniel Leal/AFP/Ritzau Scanpix.

Efter Boris Johnsons tilbagetræden som premierminister den 7. juli 2022 måtte Conservative Party vælge ny leder og dermed også landets nye premierminister, idet regeringen ikke trådte tilbage.

Efter en lang proces valgte partiet den 5. september 2022 Liz Truss som ny leder. Allerede den 20. oktober trak hun sig imidlertid fra posten. Ugen efter blev Rishi Sunak hendes efterfølger. Det skete uden afstemning, da det mandag den 24. oktober stod klart, at de andre kandidater trak sig.

Valgprocessen

Fra debatten i Underhuset d. 15. juni 2022. Fra venstre premierminister Boris Johnson, indenrigsminister Priti Patel, udenrigsminister Liz Truss og finansminister Rishi Sunak. De to sidstnævnte var de eneste, der er gik videre til den sidste afstemning.
Jessica Taylor/AFP/Ritzau Scanpix.

Valg af partileder og dermed ny premierminister organiseres af partiets interne 1922-komité. Traditionen er, at der afholdes et antal afstemningsrunder om de opstillede kandidater blandt partiets parlamentsmedlemmer. Derefter, når man er nede på to kandidater, sendes disse til urafstemning blandt partiets ca. 130.000 medlemmer. Det var den procedure der blev fulgt, da Boris Johnson trak sig i juli 2022 og som i september måned førte til valget af Liz Truss. Da Rishi Sunak i oktober 2022 blev hendes efterfølger, skete det uden yderligere afstemninger.

Hovedtemaerne i formandsvalget i juli og august var skattelettelser, de mange uløste problemer med Brexit, herunder ikke mindst grænsedragningen i Nordirland, samt god regeringsførelse ovenpå Boris Johnson-regeringens tre kaotiske år.

Opgøret mellem Truss og Sunak

Konservativt valgmøde i Stoke-on-Trent den 25. juli 2022 med debat mellem de to topkandidater til lederposten: Rishi Sunak og Liz Truss.
Byline: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

De to favoritter i sommerens kandidatfelt var fra starten Rishi Sunak, tidligere finansminister og Liz Truss, tidligere udenrigsminister. De to tilhører hver deres fløj i partiet. De er begge Brexittilhængere, men har forskellige holdninger til den økonomiske politik og skattelettelser. Liz Truss er stærk tilhænger af skattelettelser, som hun lovede at gennemføre fra dag ét, hvis hun blev ny premierminister, hvorimod Rishi Sunak, med sin baggrund som finansminister, stod på en platform med sunde statsfinanser, reduceret låntagning og ingen umiddelbare skattelettelser.

Den tredje topkandidat var tidligere handelsminister Penny Mordaunt, der tilhører partiets midte.

Ved deadline for opstillingen den 12. juli havde også Kemi Badenoch, Tom Tugendhat, Jeremy Hunt, Suella Braverman og Nadhim Zahawi fået de nødvendige nomineringer.

1922-komitén satte 30 stemmer som nedre grænse for at gå videre fra 1. afstemningsrunde, hvilket betød, at Jeremy Hunt og Nadhim Zahawi blev sorteret fra den 13. juli. Ved en ny afstemning dagen efter røg også Suella Braverman ud, da hun fik færrest stemmer. Den 18. juli skete det samme for Tom Tugendhat, den 19. juli for Kemi Badenoch og den 20. juli for Penny Mordaunt.

Efter 5. og sidste afstemningsrunde blandt de konservative parlamentsmedlemmer den 20. juli stod det dermed klart, at de konservative partimedlemmer nu skulle vælge mellem Rishi Sunak og Liz Truss som ny partileder og dermed ny premierminister. Parlamentsmedlemmernes stemmer på de tre sidste kandidater fordelte sig med 137 til Rishi Sunak, 113 til Liz Truss og 105 til Penny Mordaunt.

De ca. 180.000 menige partimedlemmer, som er meget langt fra at være repræsentative for den britiske befolkning, havde frem til den 2. september til at afgive deres stemme. Navnet på den nye premierminister blev offentliggjort af formanden for 1922-komitéen, Sir Graham Brady, den 5. september 2022 kl. 13.30 dansk tid.

Sir Graham Brady oplyste, at Liz Truss havde vundet med 81.326 stemmer mod 60.399 til Rishi Sunak.

Liz Truss vinder afstemning men taber magten

Premierminister Liz Truss da hun den 20. oktober 2022 meddelte, at hun trak sig fra posten.
Byline: Alberto Pezzali/AP/Ritzau Scanpix.

Kong Charles modtager Rishi Sunak i audiens på Buckingham Palace den 25. oktober 2022. Det var det sidste formelle skridt mod, at Sunak kunne overtage posten som premierminister og danne en ny regering.

Byline: Aaron Chown/AP/Ritzau Scanpix.

Liz Truss trak sig fra premierministerposten efter blot 45 særdeles tumultariske og dramatiske dage. Årsagen til hendes tilbagetræden var det budgetudspil, som hendes finansminister, Kwasi Kwarteng, i fuld forståelse med Liz Truss fremlagde den 23. september. Det bød på store skattelettelser til de velhavende samt en række andre særdeles kostbare politiske tiltag som alle skulle lånefinansieres. Det fik de internationale finansmarkeder til at reagere skarpt og bragte landet ud i en alvorlig økonomisk krise. Det britiske pund faldt dramatisk, Bank of England måtte ind og hæve renterne og tage andre pengepolitiske tiltag, men skaden var sket. Tilliden til Truss, også internt i hendes eget parti, var væk. Hun forsøgte at redde situationen ved at fyre finansministeren, men den 19. oktober 2022 måtte hun selv gå af. Hun blev dermed den kortest siddende britiske premierminister i historien.

1922-Komitéen tilrettelagde herefter en komprimeret procedure for valget af den fjerde konservative leder på tre år. Kandidater skulle have samlet mindst 100 støtteerklæringer fra konservative parlamentsmedlemmer inden kl. 14 (britisk tid) mandag den 23. oktober. Da der viste sig stærkest opbakning til Rishi Sunak, valgte de andre mulige kandidater – herunder Boris Johnson og Penny Mordaunt – at trække sig. Dermed stod det den 24. oktober klart, at Rishi Sunak ville blive den nye leder af Conservative Party og dermed den nye britiske premierminister.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig