Faktaboks

Etymologi

Opkaldt efter det oprindelige folk ute.

Også kendt som

Beehive State

Hovedstad
Salt Lake City
Indbyggertal
3.337.975 (2021)
Areal
219 882 km²
Indbyggere pr. km²
15,33
Flag

Placering af Utah.

.
Utah.
.

Utah. Parti fra Arches National Park.

.

Utah. Dæmningssøen Lake Powell, der ligger på grænsen til Arizona.

.

Utahs landskab er stærkt præget af erosion.

.

Utah er en bjergstat i det vestlige USA. Guvernøren er Spencer J. Cox fra Det Republikanske Parti.

Utahs historie er knyttet til mormonerne, der under ledelse af Brigham Young koloniserede området nær hovedstaden Salt Lake City i 1847. Efter afståelsen af landområderne fra Mexico i 1848 blev Utah et territorium under Unionen og optaget som USA's 45. stat i 1896.

Endnu i dag (2001) er de fleste indbyggere medlemmer af mormonkirken, hvis indflydelse præger såvel forretningslivet som kultur, politik og uddannelse. Skønt fødselsraten og befolkningsvæksten længe har været blandt de højeste i landet, er det meste af Utah tyndt befolket. Næsten 4/5 af indbyggerne er koncentreret i byområderne Salt Lake City-Ogden og Provo-Orem, der begge grænser op til Great Basin langs hovedvej I-15 mellem Idaho og Arizona. Resten fordeler sig på småbyer, fx Elsinore med efterkommere af danske indvandrere.

Mens landbrug og minedrift tidligere var de bærende erhverv, blev økonomien bmere bredspektret efter 2. Verdenskrig. Af stor betydning er (2001) fly- og rumfartsindustri, medicinal- og fødevareindustri samt en hastigt voksende computerindustri. Landbruget optager knap halvdelen af arealet, heraf hovedparten i form af græsningsområder (kvæg, får) og kunstvandingsbrug med foderafgrøder, korn og grøntsager. Vigtigste mineprodukter er olie, gas og kul samt uran, kobber og legeringsmetaller (beryllium, molybdæn), der især udvindes i Bingham Canyon.

Bortset fra højsletten Great Basin mod vest med bl.a. søerne Utah Lake og Great Salt Lake er landskabet en del af Rocky Mountains. Det gælder fx bjergkæden Wasatch Range, der nær Ogden og Salt Lake City rummer nogle af landets mest eftertragtede skisportssteder, og Uinta Mountains mod nordøst med det højeste punkt, Kings Peak (4126 m); endvidere Coloradoplateauet, hvis erosionsprægede landskabsformer kan opleves i Glen Canyon og nationalparkerne Canyonlands, Arches, Capitol Reef, Bryce Canyon og Zion. Parkerne tilhører forbundsstaten, som inkl. militære testområder, skove og indianerreservater (navajo, ute) administrerer 62% af arealet (2001).

Klimaet påvirkes af højdeforskellene, men er generelt tørt og solrigt med varme somre og kolde vintre. Vigtigste flod er Colorado River med dæmningssøen Lake Powell på grænsen til Arizona.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig