Salt Lake City er hovedstaden i Utah, USA. Byens citybefolkning er på 200.500 indbyggere (2021). Den ligger i 1300 m højde mellem Wasatch Mountains og Great Salt Lake og har siden grundlæggelsen 1847 været centrum for mormonkirken, hvis bygningsværker præger bl.a. den indre by omkring Temple Square. Ud over at være et religiøst såvel som et administrativt og uddannelsesmæssigt center – University of Utah blev grundlagt i 1850 – har byen en alsidig økonomi, baseret på handels-, transport- og bankvirksomhed og en stor industrisektor (især metal- og fødevareindustri).

Til seværdighederne hører State Capitol (1912-16), slægtsforskningsbiblioteket Family History Library (oprettet 1894) samt byens vartegn, det imposante The Mormon Temple, opført 1853-1893, og The Mormon Tabernacle, opført 1864-1867, hjemsted for det verdenskendte, 360 medlemmer store kor Mormon Tabernacle Choir, som grundlagdes i 1847.

Som turistby profiterer Salt Lake City af et behageligt, solrigt klima og nærheden til nogle af USA's mest eftertragtede skisportssteder. Byen var hjemsted for De Olympiske Vinterlege 2002.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig