Ungarn - musik

Ungarns musikhistorie går tilbage til begyndelsen af 1000-tallet, da den gregorianske sang kom til landet med den vestlige kristendom. Manuskripter med melodinotationer viser dels nordfransk og frankisk, dels sydtysk indflydelse. Forbindelsen med Vesteuropa fik også betydning for den verdslige musik, bl.a. var franske trubadurer og tyske spillemænd populære.

I ca. 1420 nåede instrumentalmusikken ved hoffet et højdepunkt med musikere fra Flandern, Tyskland og Frankrig. Alt dette gik dog i opløsning efter den ungarske bondeopstand i 1514 og slaget mod osmannerne ved Mohács i 1526. Disse tragedier og meget andet blev besunget i en ny form for historiske sange.

András Farkas' Cronica (Kraków 1538) var den første trykte samling af historiske sange med noder og dermed det ældste vidnesbyrd om en ungarsk kunstmusik, som var udviklet af folkesangen. Den tids mest betydningsfulde musikere var digterkomponisten Sebestyén Tinódi (ca. 1505-1556) og lutspilleren Bálint Bakfark (1507-1576), hvis fantasier hører til tidens bedste lutmusik.

Ungarsk instrumentalmusik fra 1500-tallet, danse med titler som Ungerischer Tanzt Heiduken-Dantz, Ungaresca, Passamezzo Ongaro har overlevet i udenlandske kilder, mest noteret som orgel- eller luttabulatur. 1600-tallet opviser fire betydningsfulde manuskriptsamlinger med bl.a. ungarske sange og danse noteret for cembalo.

På det gejstlige område fremkom en ny type "gudelige sange", og hen imod slutningen af 1600-tallet begyndte der at udfolde sig en større anlagt, europæisk inspireret kirkemusik, som det især ses af fyrst Pál Esterházys (1635-1713) samling Harmonia Caelestis (Wien 1711).

I slutningen af 1700-tallet udvikledes en særlig musikstil, senere benævnt verbunkos ('hvervningsdans'), fordi den hang sammen med rekrutteringen af mandskab til det østrig-ungarske monarkis nye hær. Verbunkos-musikken blev oftest formidlet af romaer, bredte sig til store områder af musiklivet og blev simpelthen Ungarns nationale musik.

Blandt de komponister, der førte verbunkos-musikken og dens særpræg ind i kunstmusikken, var János Bihari (1764-1827), János Lavotta (1764-1820) og Antal Csermák (1774-1822), alle tre omrejsende violinvirtuoser. Verbunkos-musikken kom også til at præge den nationale romantik, hvis førende personligheder var Franz Erkel og Mihály Mosonyi (1815-1870); den første anvendelse i det klassiske repertoire findes i balletmusikken i 1. akt af Erkels opera Bánk Bán (1861).

I slutningen af 1800-tallet overtog senromantikken føringen med stærk tilnærmelse til den europæiske musik. I Budapest åbnedes med Franz Liszt og Erkel i spidsen et musikakademi (1875), der sammen med Det Philharmoniske Selskab (1853) og Budapest statsopera (1884) blev centrum for musikuddannelsen.

I 1900-tallet kom det til et afgørende vendepunkt med Zoltán Kodály og Béla Bartók. De opdagede hos bønderne en hidtil upåagtet sangstil, som ifølge senere melodiforskning skal være kommet med magyarerne til det nuværende Ungarns territorium i ca. 900.

Kodály og Bartók lod folkemusikken indgå i deres værker på original vis, fornyede den ungarske kompositionsmusik og førte den til højeste internationale niveau.

Næste generation sluttede sig til neoklassicismen, fx Ferenc Farkas (1905-2000), der stræbte efter en syntese af folklore og moderne klangverden, bl.a. i dansespillet Furfangos diákok (1949, De listige studenter).

Førende komponist i nutidens Ungarn er György Kurtág, mens György Ligeti efter 1956 gjorde sin karriere i udlandet.