Béla Bartók

Béla Bartók, 25.3.1881-26.9.1945, ungarsk komponist, folkemusikforsker og pianist, en vigtig skikkelse i 1900-t.s kompositionsmusik. Béla Bartók studerede 1899-1904 på konservatoriet i Budapest, hvor han siden blev lærer (1907-34).

I 1940 flyttede Bartók til USA, hvor han virkede resten af sit liv. I begyndelsen af århundredet indsamlede han folkemusik i Ungarn (sammen med Zoltán Kodály), på Balkan, i Lilleasien og i Nordafrika.

Optegnelserne var af største betydning for Béla Bartóks egen udvikling som komponist, idet han indarbejdede folkemusiktraditionerne i sin egen musik. Dele af produktionen afspejler tydeligt hans position mellem øst- og vesteuropæisk musikkultur.

De første værker lå i forlængelse af 1800-talstraditionen, men dels efter kontakten med Claude Debussys musik, dels under inspiration af folkemusikken kunne Béla Bartók etablere et friere forhold til tonaliteten. Senere blev dette endnu mere udtalt efter mødet med Igor Stravinskijs og Arnold Schönbergs musik, men han satte dog aldrig spørgsmålstegn ved tonaliteten. Det førte til et kontrastfyldt tonesprog med kraftfulde rytmer og dissonerende klangbehandling (som fx i Musikken for strengeinstrumenter, slagtøj og celeste, 1936).

Hos den sene Bartók bliver de voldsomme modsætninger balanceret af mere lyriske stemninger, hvor struktur og indhold formgives med alderdommens indsigt og afklarethed, sådan som det bl.a. kommer til udtryk i de sidste to strygekvartetter.

Hans seks kvartetter indtager ikke blot en central position i hans produktion; i hele kvartettraditionen efter Ludwig van Beethoven regnes de med deres søgen efter nye udtryksformer for at være banebrydende og medvirkende til at placere komponisten som en af de mest betydelige skikkelser i århundredet.

Béla Bartóks musik har således været inspirationskilde for mange komponister, bl.a. Witold Lutosławski, György Ligeti, Ingvar Lidholm, Herman D. Koppel og Vagn Holmboe. Béla Bartóks værker blev katalogiseret i 1956 af Andras Szőllőzy (forkortet Sz).