Tyskland - historie - middelalderen

Pavens kroning af Otto 1. til kejser i Peterskirken styrkede ganske vist Otto i forhold til stormændene, men magtforholdet ændrede sig ikke afgørende. De hertugelige, grevelige og markgrevelige stormandsslægter, som valgte den tyske konge af deres midte, besad fortsat tilsammen langt mere jord end kronen; oprindelig synes deres besiddelser at have været kongelige len, men allerede under karolingerne var de reelt blevet arvelige, og Det Tyske Rige dermed opdelt i en række selvstændige territorier.

Ikke desto mindre er kejserkroningen af Otto en skelsættende begivenhed i middelalderens historie. Det vesterlandske kejserdømme blev genoplivet, og på afgørende vis knyttedes det tyske kongedømme sammen med den romerske kejserværdighed.

Dermed forlenedes den tyske konge med en særlig status blandt Europas fyrster. I sin selvforståelse var kejseren den af Gud udvalgte verdenshersker og universalkirkens beskytter. Perioden prægedes også af et stort tysk missionsarbejde blandt de hedenske slaver og skandinaver samt en fremgangsrig østpolitik.

Kejserkroningen medførte tillige, at Tyskland i højere grad orienterede sig mod Italien og pavedømmet; Otto og hans efterfølgere greb direkte ind i kirkens indre anliggender og lod bl.a. flere paver afsætte. Inden for det tyske kongedømme forsøgte Otto, ligesom hans far, Henrik 1., havde gjort det, at knytte gejstligheden til sig for at skabe modvægt mod stormandsslægterne. Gennem en omfattende tildeling af royale privilegier og donationer skabtes en egentlig rigskirke, hvor alle betydningsfulde bispesæder og klostre blev besat med gejstlige, der var loyale over for kejseren.

Det saksiske fyrstehus og dermed ottonerne uddøde i 1024 med Henrik 2.; han blev afløst af Konrad 2. af det saliske hus, som i 1027 overtog kejserværdigheden. De saliske kejsere videreførte ottonernes politik, men under Henrik 4. kom det til alvorlige uoverensstemmelser mellem reformkredse inden for kirken og den del af gejstligheden, der sluttede op om kejseren.

I sidste ende involveredes også pave og kejser i denne strid, Investiturstriden, om, hvem der havde den øverste myndighed i kirkelige anliggender. Den gejstlige investiturret, dvs. retten til at indsætte biskopper og abbeder i deres embeder gennem overrækkelsen af de kirkelige værdighedstegn, scepter og ring, var siden 900-t. blevet forfægtet af de tyske konger, som derigennem havde haft næsten uindskrænket magt over kirkelige forhold i riget.

Det blev nu kraftigt imødegået af reformpaven Gregor 7., der hævdede, at det kun tilkom paven at indsætte biskopper og abbeder efter frie kanoniske valg. Det kom så vidt, at paven lyste Henrik i band, hvilket fik stor opbakning fra oppositionelle stormænd i riget.

For at bryde denne alliance gik Henrik i 1077 bodsgang til Canossa, hvorefter paven løste ham af bandet. En mere varig løsning på konflikten kom først i stand ved konkordatet i Worms 1122, hvor kejseren principielt accepterede kun at måtte udstyre bisperne og abbederne med den verdslige investitur, nemlig de såkaldte regalier. Dermed var rigskirkesystemet formelt bragt til ophør, og de tyske biskopper blev i stedet kongelige vasaller i det lensvæsen, der var under opbygning.

Udbygningen af lenssystemet og striden mellem fyrstehusene Hohenstaufen og Welf kom til at præge tiden under de staufiske konger og kejsere, der fulgte Konrad 3.s tronbestigelse i 1138.

Navnlig Konrads søn Frederik 1. Barbarossa bestræbte sig på at kontrollere territorialherrerne gennem lensforpligtelserne; i princippet modtog de mægtigste af stormændene, rigsfyrsterne, deres territorier som len af kongen, til hvem de også aflagde lenseden. Imidlertid holdt Frederiks Italienspolitik ham borte fra Tyskland i lange perioder, hvilket gav frit spil til den welfiske hertug Henrik Løve, der satte sig op mod Frederik.

Først i 1181 blev hertugen ved en rigsretsdom fradømt sine len og måtte drage i landflygtighed i England. Samtidig lykkedes det Frederik at sikre en stærk italiensk magtbase, da hans søn Henrik (6.) i 1186 blev gift med Konstance (1154-98), arving til Sicilien.

Frederik døde imidlertid pludseligt i 1190 under det 3. korstog til Det Hellige Land, og det lykkedes de tyske stormandsslægter at svække kongehuset gennem en nedtoning af den de facto-arvelighed i kongevalgene, der var blevet normen.

Med Frederik 2., Frederiks 1.s barnebarn, fik man i 1212 igen en stærk staufisk konge på tronen. Han var i høj grad orienteret mod Sicilien, men fortsatte bestræbelserne på at begrænse de tyske territorialherrers magt gennem udbygning af lensvæsenet.

Et nyttigt instrument i den forbindelse var rigets hurtigt voksende byer, som Frederik i særlig grad begunstigede; en række af dem fik status som frie rigsstæder, der hørte direkte under kejseren, og blev økonomiske og administrative kraftcentre. Som sine forgængere blev også Frederik 2. snart indfanget af sin Italienspolitik; han var gang på gang i konflikt med paverne og blev flere gange bandlyst.

Tiden umiddelbart efter Frederik 2.s død i 1250 var præget af stor politisk ustabilitet. Egentlig kongeløs var perioden ikke, skønt den ofte omtales som et interregnum.

Men det magttomrum, der ikke desto mindre opstod, udnyttedes snart af territorialfyrsterne og rigsstæderne til at sikre sig et fast greb om magten inden for deres egne områder; rigsstæderne var ofte organiseret i forbund, fx hansestæderne, hvis betydning voksede kraftigt på denne tid.

Situationen stabiliseredes ved valget i 1273 af Rudolf 1. af Habsburg til ny tysk konge. Dermed overgik kronen for første gang til habsburgerne, som skulle komme til at præge landets historie helt frem til 1806. Rudolf blev valgt af syv kurfyrster, der var blandt de mest magtfulde mænd i riget.

Disse syv fyrster, hvoraf tre var ærkebiskopper og fire verdslige stormænd, havde efterhånden fået monopol på kongevalgene gennem en indsnævring af valgforsamlingen. Monopolet blev brugt til at fastholde stormændenes territoriale magt. Da Rudolf døde, valgte man således i 1292 Adolf af Nassau til ny konge i et forsøg på at undgå habsburgsk dominans. Samtidig fik man skabt så megen diskontinuitet i tronfølgen, at det på afgørende vis måtte svække ethvert kongeligt forsøg på at styrke centralmagten, til forskel fra England og Frankrig, hvor udviklingen i det store og hele gik den modsatte vej.

Det Tyske Rige vedblev således at være et valgkongedømme, hvor de enkelte territorialherrer havde stor interesse i at bevare et svagt kongedømme. Selv da paven i 1338 forsøgte at gøre sin indflydelse på kongevalget gældende, var kurfyrsterne stærke nok til at modstå kravet.

Deres position blev yderligere styrket, da kejser Karl 4. af Luxembourg med Den Gyldne Bulle i 1356 tilkendte kurfyrsterne en ikke ubetydelig indflydelse i regeringsanliggender; Karls mål var bl.a. at holde habsburgerne fra magten, hvilket lykkedes, indtil Frederik 3. i 1440 blev valgt til konge (som Frederik 4.).

Herefter sikrede habsburgerne sig mere permanent kronen, ikke mindst på grund af slægtens store territoriale besiddelser omfattende de østrigske arvelande, Burgund og Nederlandene.

Magten og territorierne blev yderligere udvidet og befæstet gennem den målrettede habsburgske ægteskabspolitik. Forholdet mellem paven og kejsermagten reguleredes en gang for alle med Wienerkonkordatet 1448.

Samtidig var de feudale fyrstendømmer under forandring til fordel for en styrkelse af stænderforsamlingerne gennem de såkaldte landdage, der fik større indflydelse i de enkelte landsdele. Fyrsternes og lensmændenes forpligtelse til hhv. at regere og rådgive blev institutionaliseret; vasallerne opdeltes i stænder, først og fremmest stormændene, gejstligheden og borgerne, der alle stod i et lensforhold til territorialherren.

Omkring 1500 blev det endvidere almindeligt at afholde rigsdage, forbeholdt rigsfyrsterne og -gejstligheden samt de rigsumiddelbare byer (se rigsstænder). Byernes position kom til udtryk, ved at de sluttede sig sammen i forbund. På samme tid fandt en adskillelse af kirken og kejserdømmet sted; Maximilian 1. tog således i 1508 titel af kejser uden pavelig kroning, hvilket skete i god forståelse med pavedømmet. Dermed tog en ny æra sin begyndelse.

• Tysklands historie
• Tysklands historie 1517-1701
• Tyskland