Karl 4. af Luxembourg, 14.5.1316-29.11.1378, tysk konge fra 1346, tysk-romersk kejser fra 1355. Karl blev opdraget i Frankrig, var stærkt religiøs og kom på fortrolig fod med den senere pave Clemens 6.
Under sin far, Johan den Blinde af Luxembourg, kæmpede Karl i 1331-33 forgæves for at hævde kejsermagten i Italien; derefter blev han markgreve i Mæhren og administrator af Bøhmen. I 1346 blev han valgt til tysk konge i konkurrence med en kandidat fra huset Wittelsbach, i 1347 blev han konge af Bøhmen, i 1355 kronet som kejser, og i 1365 blev han tillige konge af Burgund. Karl udviklede især kongeriget Bøhmen for at give huset Luxembourg en stærk position i Centraleuropa og gjorde herunder Prag til en pragthovedstad, hvor han bl.a. grundlagde et universitet i 1348.
Karl opgav kejsermagtens traditionelle fastholden ved Italien og orienterede sig mere mod nord, hvor han gav huset Mecklenburg hertugtitel i 1348, erhvervede Brandenburg i 1373 og havde et godt forhold til kong Valdemar 4. Atterdag. Med en gylden bulle, som han udsendte i 1356, fastlagde han regler for fremtidige tyske kongevalg og gav kurfyrsterne større magt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.