gylden bulle

Gylden bulle, dokument forsynet med guldsegl. Den ældste kendte gyldne bulle er det ungarske frihedsbrev, udstedt af kong András 2. Hierosolymitanus i 1222 efter pres fra adelen. Bullen indskrænkede den i forvejen svækkede kongemagt ved at stadfæste adelens hidtidige rettigheder og tilføje nye konstitutionelle bestemmelser.

En anden kendt gylden bulle er det tyske forfatningsdokument, udstedt i 1356 af den tysk-romerske kejser Karl 4. af Luxembourg for at skabe faste regler for fremtidige valg af en tysk-romersk konge. For at undgå modkonger skulle de syv kurfyrster blive enige om en tronkandidat og kåre (tysk kuren) en konge over Det Tysk-romerske Rige. Bullen havde gyldighed indtil 1806.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig