Wittelsbach, tysk fyrsteslægt, som kan føres tilbage til markgreve Luitpold af Bayern (d. 907), hvis søn Arnulf (d. 937) blev hertug af Bayern.

En efterkommer, grev Otto 5. af Scheyern (d. 1155), flyttede 1124 residensen til borgen Wittelsbach nordøst for Augsburg og tog navn derefter. Hans søn Otto (1.) blev i 1180 forlenet med hertugdømmet Bayern, hvortil Pfalz blev knyttet i 1241. Slægten deltes 1294 i en bayersk og en pfalzisk linje. Den bayerske uddøde i 1777, hvorefter Bayern tilfaldt den pfalziske linje; i 1918 abdicerede Ludvig 3. som Bayerns sidste konge.

Wittelsbachslægten stod i spidsen for Det Tysk-romerske Rige 1314-47, 1400-10 og 1742-45 med hhv. Ludvig 4. Bayreren, Ruprecht og Karl 7.

Danmarks kong Christoffer 3. af Bayern tilhørte den pfalziske linje, og de svenske regenter 1654-1719 tilhørte sidelinjen Pfalz-Zweibrücken.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig