Trossamfundsloven

Trossamfundsloven giver en klar og samlet juridisk definition på trossamfund og samler de to forskellige begreber på området til ét. Før 1970 kunne trossamfund opnå anerkendelse ved kongelig resolution, men med ægteskabsloven blev denne praksis lagt om til en ministeriel godkendelse. Denne historisk betingede mellem anerkendelse og godkendelse havde også marginal forskellig retsvirkning, som dog nu er samlet i en klar ordning med ministeriel anerkendelse. Med denne nye ordning gik bl.a. en lang række islamiske trossamfund fra at være godkendt til at være anerkendt, hvilket flere havde kæmpet for i en årrække – helt tilbage til A.S. Madsens første ansøgning om anerkendelse på vegne af Islam Danmark i 1961.

Definitionen på trossamfund lyder nu "Ved trossamfund forstås i denne lov et fællesskab, hvis medlemmer samles om en tro på magter, som står over mennesker og naturlove, efter udformede læresætninger og ritualer." Før trossamfundsloven var også ordene 'gudsdyrkelse som hovedformål' knyttet til forståelsen af trossamfund, men det er med loven taget ud, hvilket også giver et lidt bredere rum til praksis for trossamfundene.

Trossamfundslovens paragraffer 2-6 samler og klargør de friheder og rettigheder, som trossamfund i Danmark i almindelighed nyder, og som er fastlagt i både dansk ret og international menneskeret. Disse er ikke nye med trossamfundslovens indførelse, og indskrænkes heller ikke med trossamfundslovens ordlyd. Dette gælder bl.a. at trossamfund frit kan dannes med ethvert lovligt formål, at man kan udøve sin religion, herunder ved overholdelse af religiøse ritualer og skikke samt religiøs undervisning under hensyn til bl.a. grundlovens §67, der giver religionsfriheden den begrænsning, at "intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden."

Derudover udtales trossamfundenes ret til at udpege personer til at varetage et forkynderembede, ret til at opføre religiøse bygninger, samt mulighed for at søge kirkeministeren om at få tilladelse til at anlægge og drive egne begravelsespladser.

Det er ikke et krav til trossamfund i Danmark, at de skal søge om anerkendelse, og frihederne og rettighederne fra §§2-6 gælder uanset. Den anerkendelse som trossamfund kan søge hos kirkeministeren er en juridisk anerkendelse, der giver mulighed for vielsesbemyndigelse med offentlig gyldighed. Det er denne vielsesbemyndigelse, der er kernen i anerkendelsen, men mange trossamfund lægger også vægt på en symbolværdi i anerkendelsen, og at de er parat til at leve op til de krav, kriterier og forventninger lovgivningen stiller til trossamfund.

Et trossamfund kan registreres som anerkendt, hvis det har mindst 50 myndige medlemmer og ikke opfordrer til eller foretager noget, der strider mod bestemmelser i lov eller bestemmelser fastsat i medfør af lov. Denne formulering er central, idet en anerkendelse også kan tilbagekaldes, jf. §22. Derudover skal trossamfundet sende en ansøgning om anerkendelse med angivelse af en række faktuelle informationer, bl.a. "en tekst, som udtrykker, beskriver eller henviser til trosgrundlaget eller læretraditionen i trossamfundets religion", samt beskrivelse af trossamfundets centrale ritualer og seneste årsregnskab, revideret. For større anerkendte trossamfund, som består af mindre menigheder, anses disse også for anerkendte.

Anerkendte trossamfund oplistes i det offentlige trossamfundsregister, hvor også en række af de oplysninger, der ligger til grund for anerkendelsen ligger til rådighed.

Gaver og løbende ydelser til anerkendte trossamfund kan, ligesom til andre almenvelgørende eller almennyttige foreninger, give et ligningsmæssigt fradrag hvis trossamfundet godkendes til det efter ligningslovens §8A og §12.

Med trossamfundsloven lovforankres også det såkaldte Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund, som dog i praksis har været nedsat af kirkeministeren som rådgivende i spørgsmål om godkendelse, nu anerkendelse, siden 1998. Udvalget består af fire medlemmer, der besidder sagkundskab indenfor henholdsvis religionshistorie, religionssociologi, teologi og retsvidenskab. Kirkeministeren, dog i praksis ministeriet, beder udvalget afgive indstilling i sager om anerkendelse og udvalget kan afgive udtalelse i andre sager, hvor kirkeministeren skønner, at en sagkyndigudtalelse kan have væsentlig betydning.

De nærmere regler for udvalgets virke er fastlagt i Bekendtgørelse om Det Rådgivende Udvalg vedrørende Trossamfund fra august 2018.

Efter ansøgning fra et anerkendt trossamfund kan kirkeministeren bemyndige en myndig person i trossamfundet til at forrette vielse med offentlig myndighed. Personen skal besidde særlige kvalifikationer, bl.a. danskkundskaber, og udvise en adfærd, der ikke gør den pågældende uegnet eller uværdig til at udøve offentlig myndighed. Her er altså et vist dekorumkrav. Derudover skal vielsesforretteren gennemføre et kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, samt afgive en erklæring om samvittighedsfuldt at ville overholde dansk lovgivning.

Før trossamfundsloven havde det kun teoretisk været mulig at tilbagekalde anerkendelse, selvom der var udpræget enighed om at den godkendende/anerkendende myndighed kunne tilbagekalde den. Den mulighed er nu blevet indlejret i trossamfundsloven, med et tilbagevendende krav om at indsende ændrede oplysninger og årligt indsende seneste årsregnskab til Kirkeministeriet.

I forhold til tilsyn med trossamfund og kontrol af oplysningernes rigtighed er det endnu ikke i praksis blevet helt klart hvor grænsen går mellem trossamfundenes egne ansvar og kirkeministeriets kontrol og tilsynsopgave. Kirkeministeriet havde i udgangspunktet haft en praksis, hvor en stor del af ansvaret lå hos trossamfundene selv, men i 2022 udtalte Statsrevisorerne kritik og fandt, "at Kirkeministeriets forvaltning af Trossamfundsregistret har været utilfredsstillende, og at ministeriets kontrol og tilsyn med området har været utilstrækkeligt." Siden er bevillingen til kontrol og tilsyn med trossamfund blevet forhøjet fra 1,3 mio. kr. i 2018 til 5 mio. kr. fra 2024 og frem.