religionsfrihed

Religionsfrihed er retten til frit at udøve sin gudsdyrkelse. I Danmark har borgerne efter Grundlovens § 67 ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, kun begrænset af hensynet til sædeligheden og den offentlige orden. Beskyttelsen omfatter ret til at udøve religion både i foreninger og individuelt, uanset om den udøves offentligt eller privat, og omfatter alle, der opholder sig inden for rigets grænser uanset statsborgerskab. Ret til gudsdyrkelse omfatter fx gudstjenester, forkyndelse, bøn, overholdelse af religiøse skikke, opførelse af kirker og ansættelse af præster. Derimod er almindelige aktiviteter, fx drift af skoler, sociale institutioner mv. med et religiøst formål, ikke omfattet. Religionsfrihed indebærer også ret til ikke at have en religion (se ateisme) og ret til at skifte religion.

Grundlovens beskyttelse af religionsfriheden indebærer ikke lige rettigheder (såkaldt paritet) for trossamfundene. Folkekirken understøttes efter Grundlovens § 4 af staten, og der er derfor efter Grundloven ikke ligestilling mellem folkekirken og andre trossamfund. Efter Grundlovens § 68 har ingen pligt til at yde personlige bidrag til nogen andens gudsdyrkelse end sin egen. Bestemmelsen medfører, at personer, der ikke er medlem af folkekirken, fritages for at betale kirkeskat. Folkekirkens største indtægtskilde er kirkeskatten, der betales af folkekirkens medlemmer. Derudover modtager folkekirken tilskud fra staten gennem Finansloven. Forholdene for andre trossamfund end den evangelisk-lutherske folkekirke forudsættes efter Grundlovens § 69 reguleret ved lov, men en sådan lov er aldrig gennemført, fordi man ikke har fundet noget behov herfor.

Religionsfrihed er en grundlæggende frihedsrettighed, der i USA blev udtrykt i Uafhængighedserklæringen (1776) og i Frankrig i Erklæringen om Menneskerettigheder (1789). I Danmark var der i henhold til Kongeloven af 1665 religionstvang, og Christian 5.s Danske Lov fastsatte sanktioner for fremmed religionsudøvelse. Reglerne blev dog lempet under enevælden, og religionsfrihed indførtes ved Grundloven af 1849. I Sverige blev det fra 1860 muligt at udtræde af statskirken under visse betingelser, men egentlig religionsfrihed blev først indført ved lov i 1951. I Norge blev religionsfriheden styrket fra midten af 1800-t., men først i 1964 indsattes en bestemmelse om religionsfrihed i Norges grundlov, Eidsvollforfatningen.

EU's traktatgrundlag anerkender religionsfrihed, respekterer nationale religionsretlige ordninger og imødegår religiøs diskrimination. En række EU-direktiver samt en handlingsplan (antidiskriminationspakken) for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af bl.a. religion er vedtaget i 2000. Reglerne i direktiverne tillader opretholdelse af eksisterende lovgivning, der giver arbejdsgivere med en religiøs identitet (kirker, skoler mv.) visse muligheder for at lægge vægt på religion og tro i ansættelsesforhold. EU's institutioner har desuden i 2000 ensidigt proklameret Chartret om grundlæggende rettigheder, der bl.a. indeholder princippet om religionsfrihed, som ensidigt skal opretholdes af unionens institutioner, selvom det ikke er indskrevet i Traktaten. Sådanne regler blev, sammen med forbud mod direkte og indirekte religiøs diskrimination på arbejdsmarkedet, fastslået i Danmark ved lov i 1996 i forbindelse med ratificering af en international arbejdsmarkedskonvention.

Danske domme har vist, at kvinders ønske om at bære muslimsk tørklæde såvel som ønsker om at bede i løbet af arbejdsdagen er beskyttede religiøse skikke. Forbud kan derfor være diskrimination, men kan imidlertid også være en berettiget indskrænkning af religionsudøvelsen, fx hvis forbuddet er sikkerhedsmæssigt begrundet. Arbejdsgivere har desuden ret til at anvise sted for udøvelse af religiøs bønspraksis.

I 2001 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol godkendt afskedigelsen af en småbørnslærerinde i Schweiz, der ønskede at bære muslimsk tørklæde i undervisningen. Alene kvinder bærer tørklæde, hvilket domstolen fandt vanskeligt at forene med ligestilling mellem kønnene samt med de budskaber om frihed, respekt for andre, lighed og ikke-diskrimination, som lærere i et demokratisk samfund skal bibringe deres elever.

Internationale konventionsorganer har kritiseret balancen i den danske religionsretlige model. Kritikken angår ikke folkekirkens særstilling som sådan, men forskelsbehandling af øvrige trossamfund i forbindelse med begravelsesvæsen og civilregistrering samt konsekvenser af den statslige medfinansiering af folkekirken (fx ved anvendelse af statstilskud til præsteløn og/eller -bygninger). Kirkeministeren kan dog tillade trossamfund uden for folkekirken at anlægge egne begravelsespladser. For anlæg af begravelsesplads gælder bl.a., at der skal udarbejdes en lokalplan, og sundhedsmyndigheder skal inddrages for at sikre, at arealet er egnet til begravelse. I 2006 åbnede en muslimsk begravelsesplads på 50.000 m2 i Brøndby Kommune. Begravelsespladsen ejes og drives af Dansk Islamisk Begravelsesfond, og alle muslimer i Danmark har ret til at blive begravet på begravelsespladsen. Derudover er der på en del af folkekirkens kirkegårde indrettet særlige afsnit til brug for andre trossamfund.

Princippet om religionsfrihed er fastslået i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder (se menneskerettigheder). Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i 1992 ved lov blev en del af dansk ret, beskytter både trosfriheden og den religiøse praksis.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig