Syddansk Universitetsbibliotek (SDUB) er bibliotek for studerende og forskere ved Syddansk Universitet (SDU), men betjener også folkebibliotekernes brugere via bibliotekernes lånesamarbejde samt også virksomheder, organisationer, gymnasier og andre uddannelsesinstitutioner.

Faktaboks

Også kendt som

SDUB

SDU bibliotek

SDUB blev etableret i 1998 som en del af fusionen af en række uddannelsesinstitutioner til Syddansk Universitet, hvorved at Odense Universitetsbibliotek og bibliotekerne ved Handelshøjskole Syd/Ingeniørhøjskole Syd og Sydjysk Universitetscenter blev samlet til Syddansk Universitetsbibliotek. Odense Tekniske Bibliotek blev en del af SDUB, da SDU i 2006 fusionerede med Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum.

Biblioteket har afdelinger i Odense, Esbjerg, Kolding, Sønderborg, Slagelse og København.

SDUB har over 30 særsamlinger, såsom f.eks. personbiblioteker/-arkiver fra Aksel Larsen, Julius Bomholt m.fl. og biblioteker fra f.eks. Det Danske Jazzcenter, Herlufsholm og Fyens Stift.

Digitalisering

I slutningen af 1990’erne trængte et generationsskifte af bibliotekssystem sig på. Sideløbende hermed gjorde den stigende mængde af digitaliseret information og udbredelsen af internettet det nødvendigt at udvikle biblioteket service.

Sammen med de øvrige store forskningsbiblioteker gennemgik SDUB således et teknologisk paradigmeskift som led i Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEF) med digitalisering af arbejdsgange – herunder ikke mindst digital adgang til artikler i videnskabelige tidsskrifter. Endvidere fik SDUB et nyt bibliotekssystem i 1999 også som led i DEF-projektet.

Statistik

SDUB havde i 2022:

  • 38.442 direkte udlån til lånere
  • 26.548 udlån til andre biblioteker
  • 1.367.541 download af artikler fra elektroniske tidsskrifter m.v.
  • 949.141 download af e-bøger og e-lydbøger

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig