Uranographia
Stjernekort med stjernenavne udarbejdet af den tyske astronom Johann Elert Bode (1747-1826), udgivet i Uranographia Sive Astrorum Descriptio, Berlin, 1801.
Af .
Licens: CC BY 2.0

Stjernenavne er de navne, de klareste af himlens stjerner bærer. Vores galakse, Mælkevejen, indeholder formentlig mindst 200 mia. stjerner, hvoraf vi under ideelle observationsforhold fra jordoverfladen kan se knap 6000 med det blotte øje. Af alle disse stjerner har omkring 360 af de klareste egennavne.

Derudover er et mindre antal stjerner opkaldt efter de astronomer, som har opdaget eller beskrevet dem.

Systematiske stjernenavne

I astronomisk sammenhæng anvendes desuden flere forskellige systematiske navne. En meget udbredt systematik skyldes J. Bayer: Inden for hvert stjernebillede tildeles stjernerne græske bogstaver, så den klareste stjerne med få undtagelser betegnes α, den næstklareste β osv. Dette efterfølges af det latinske navn (i genitiv) på stjernebilledet, fx α Centauri og δ Orionis.

Desuden anvendes bl.a. J. Flamsteeds nummerering, fx 61 Cygni, og forskellige katalognumre i de store stjernekataloger; den samme stjerne kan således have flere betegnelser.

Navne i Ptolemaios' Almagest

Størstedelen af vore stjernenavne er bevaret i Ptolemaios' værk Almagest (cirka år 150), hvori 1022 stjerner beskrives. I den græske astronomi var stjernebillederne det centrale, og kun få stjerner havde helt egne navne, som for eksempel Sirius.

Dæmonstjernen i Perseus

De fleste stjerner i Almagest benævnes således ud fra deres placering i stjernebillederne, som altså forudsættes kendt. Således er Dæmonens Hoved eller dæmonstjernen i stjernebilledet Perseus netop den stjerne, vi i dag kalder Algol, fordi stjernen udgør hovedet fra den dæmon, som Perseus holder i sin hånd.

Ptolemaios' brug af ældre navne

For en del stjerner i kataloget anfører Ptolemaios dog ældre græske navne fra cirka 400 f.v.t. eller endnu ældre, tilbage til 800 f.v.t. Disse navne viser en påvirkning fra sumerisk og babylonisk astronomi.

Stjernenavne i Romerriget og den arabiske verden

Romerne anvendte græske navne oversat til latin, men har også egne lokale navne. Ved Romerrigets fald gik både de latinske og de græske værker af brug i Vesteuropa, men via Byzans og den hellenistiske kultur i Egypten kom Almagest til den arabiske verden, hvor det blev oversat. Araberne havde allerede en rig samling af stjernenavne, fortrinsvis fra år 500-700, men også med babylonisk islæt.

De oversatte ptolemæiske navne blev hurtigt dominerende, men år 900-1000 tog arabiske lærde mange gamle navne op. Ofte var navnene så gamle, at de var uforståelige for dem, hvilket gav anledning til mange misforståelser.

Fejloversættelser og misforståelser

Oversættelser i Spanien til middelalderlatin af de mange arabiske astronomiske værker er årsag til endnu flere fejloversættelser, misforståelser og ombytninger. I renæssancen blev en stor del af stjernenavnene revideret af filologer, hvis manglende kendskab til især arabisk gav nye fejl; samtidens astronomer hjalp godt til, da de gik på jagt i filologernes tekster efter velklingende navne at sætte i de nye stjernekort.

Denne tendens fortsatte helt op til i begyndelsen af 1900-tallet, og samtidig introducerede mange astronomer helt nye navne.

De nyeste stjernenavne

De seneste stjernenavne er dannet i forbindelse med det amerikanske Apollo-rumprojekt, hvor man tilføjede nogle få navigationsstjerner. På moderne stjernekort ses kun mindre variationer i stjernenavnenes stavemåde.

Den kinesiske tradition

I kinesisk tradition betegner stjernenavnene især kejserlige embedsmænd og hoffolk. Et mindre antal stjerner danner figurer som kejserens vogn (Karlsvognen) og muren om det himmelske palads.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig