Sri Lankas historie

Sri Lanka. Buddhistmunke under en fredelig sit-in-protest i Colombo i 2006. Munkene krævede De Tamilske Tigre (LTTE) forbudt.

.

Indvandrede singalesere bragte buddhismen til Sri Lanka fra Indien, og fra 200-tallet f.v.t. begyndte en tilvandring af hinduistiske tamiler fra Sydindien, som dog først efter 900-tallet e.v.t. blev omfattende. I øens tørre zone mod nord og øst og i den centrale region udviklede der sig fra 1. århundrede f.v.t. et samfund, der var baseret på højt sofistikerede kunstvandingssystemer til risdyrkning. Med centrum i Anuradhapura og senere fra 1000-tallet i Polonnaruva etableredes et kongerige, der herskede over store dele af øen. Det rige landbrug i den nordlige del var tiltrækkende for invasioner fra Sydindien; størstedelen af øen var i det meste af 1000-tallet en provins af Choladynastiet. Konflikter, dynastiske stridigheder og invasionerne ødelagde fra 1200- til 1600-tallet kunstvandingscivilisationen.

Kongeriger og kolonistyre

Jaffnahalvøen opstod der et tamilsk kongerige, og singalesiske riger blev etableret omkring det centrale område ved Kandy samt i den våde region i sydvenst; sidstnævnte var baseret på landbrug og handel med krydderier. Den politiske ustabilitet gjorde det muligt for europæerne at få fodfæste på øen. Fra tidligt i 1500-tallet skaffede portugiserne sig handelsstøttepunkter, og i begyndelsen af 1600-tallet fik de kontrol med det meste af kystområderne; kun Kandykongeriget i den centrale og østlige region formåede at beholde sin selvstændighed.

Portugiserne blev dog allerede i 1658 fordrevet af hollænderne, der igen blev fordrevet af briterne fra 1795 som en udløber af Revolutions- og Napoleonskrigene. Europæerne monopoliserede den lukrative eksport af krydderier, især kanel, og efterlod sig en række kulturelementer; vigtigst var katolicismen. I 1802 blev øen britisk kronkoloni, og da man i 1815 fik kontrol med Kandykongeriget og i 1817-1818 havde undertrykt et stort oprør, var der for første gang etableret en politisk enhed for hele øen.

Kolonistyret medførte væsentlige forandringer i øens økonomiske, sociale og politiske liv. Kaffe blev den vigtigste landbrugsproduktion, og da en sygdom i 1870'erne ødelagde kaffebuskene, erstattedes produktionen hurtigt af te, gummi og kokos. Risproduktionen faldt, og man måtte importere fødevarer. Arbejdskraften til plantagerne hentede briterne i Sydindien, og dermed opstod en ny befolkningsgruppe af tamiler, "indiske tamiler". Samtidig udvikledes en ny srilankansk elite, der var involveret i den nye kapitalistiske økonomi og ydermere drog fordel af muligheden for vestlig uddannelse.

En voksende, moderat nationalisme, der også omfattede den voksende arbejderklasse, førte i 1931 til vidtgående politiske reformer. På grundlag af Donoughmore-kommissionens anbefalinger indførtes en vis grad af selvstyre, og for første gang i en ikke-hvid koloni indførtes almindelig valgret. Perioden indtil uafhængigheden var en overgangsfase med øget politisk aktivitet og indledningen til en velfærdspolitik. Under ledelse af landbrugsministeren Dudley Shelton Senanayake gennemførtes en fredelig magtoverdragelse i årene efter 1945, der endeligt blev afsluttet med selvstændigheden den 4. februar 1948. Landet blev republik i 1972.

Uafhængighed

I de første 30 år efter uafhængigheden kunne Sri Lanka bryste sig af en for den tredje verden usædvanlig udvikling med social velfærd og et velfungerende demokrati med skiftende højre- og venstreregeringer, hvor især det moderate højreparti United National Party og det venstreorienterede Sri Lanka Freedom Party var ved magten. Men etniske og religiøse spændinger har hele tiden ulmet. Den srilankanske nationalisme var i høj grad baseret på det singalesisk-buddhistiske flertals kultur, og med tiden har de politiske ledere i stigende grad støttet sig til en nationalistisk politik, der er gået ud over de srilankanske og indiske hinduistiske tamiler. I 1948 fik tamiler af indisk oprindelse frataget deres borgerrettigheder, og man forsøgte at sende dem tilbage til Indien, på trods af at mange var født og opvokset på øen.

De etniske modsætninger brød ud i lys lue i 1970'erne med den tamilske befrielsesbevægelse LTTE (Liberation Tigers of Tamil Eelam, 'De Tamilske Tigre') og gentagne antitamilske optøjer, hvoraf de værste fandt sted i 1983. En blodig borgerkrig blev resultatet og har siden præget det offentlige liv. Den indiske regering søgte i en periode at mægle og indsatte i 1987-1990 tropper på øen. Den nationalistiske politik gav sig også udslag i ændringen af statens officielle navn, i forfatningsreformer, der drejede væk fra den britiske model, og i nationaliseringer. I 1990'erne gennemførtes på det økonomiske område reformer og liberaliseringer, og økonomien kom i vækst.

En forfatningsreform, der skulle give større selvstyre for tamilske områder, blev foreløbigt skrinlagt i 2001. Efter norsk mægling blev der i 2002 indgået en våbenhvileaftale, som ingen af parterne imidlertid overholdt. I 2005 blev den tidligere premierminister Mahinda Rajapaksa valgt til præsident på et program om ikke at give indrømmelser til De Tamilske Tigre. Kampene mellem regeringsstyrkerne og LTTE blussede fra 2006 op, bl.a. med angreb tæt på den civilie lufthavn og mod turistmål. Hæren iværksatte fra 2007 en offensiv mod LTTE-baser i det østlige Sri Lanka. En minister blev i 2008 dræbt af en vejsidebombe og efterfølgende trak regeringen sig formelt ud af våbenhvileaftalen. Efter hårde kampe lykkedes det i maj 2009 for den srilankanske hær at få nedkæmpet LTTE og dræbe bevægelsens ledelse. Kampene medførte høje civile tab, og det er anslået, at op mod 70.000 blev dræbt under borgerkrigen. Både De Tamilske Tigre og regeringsstyrkerne er blevet kritiseret for grove overtrædelser af menneskerettighederne; Sri Lankas regering afviser dog pure alle anklager.

Sri Lanka blev hårdt ramt af tsunamikatastrofen i december 2004 med mere end 30.000 dræbte og voldsomme ødelæggelser til følge.

Borgerkrigen og tsunamikatastrofen lagde en dæmper på udviklingen af turisterhvervet, men efter afslutningen på krigen og en omfattende genopbygningsindsats er landet igen et populært rejsemål. Mahinda Rajapaksa blev genvalgt i 2010, og en forfatningsændring har gjort det muligt for ham at genopstille et ubegrænset antal gange. Rajapakas autoritære stil fik imidlertid hans tidligere partifælle Maithripala Sirisena til at udfordre ham som oppositionskandidat ved valget i 2015. Sirisena vandt overraskende valget i januar 2015.

Præsidenter og premierministre

Præsidenter

Periode Navn
1972-1978 William Gopallawa
1978-1989 Junius Richard Jayawardene
1989-1993 Ranasinghe Premadasa
1993-1994 Dingiri Banda Wijetunga
1994-2005 Chandrika Kumaratunga
2005-2015 Mahinda Rajapaksa
2015-2019 Maithripala Sirisena
2019-2022 Gotabaya Rajapaksa
2022- Ranil Wickremesinghe

Premierministre

Periode Navn
1947-1952 Don Stephen Senanayake
1952-1953 Dudley Shelton Senanayake
1953-1956 John Lionel Kotelawela
1956-1959 Solomon Bandaranaike
1959-1960 Wijeyananda Dahanayake
1960 Dudley Shelton Senanayake
1960-1965 Sirimavo Bandaranaike
1965-1970 Dudley Shelton Senanayake
1970-1977 Sirimavo Bandaranaike
1977-1978 Junius Richard Jayawardene
1978-1989 Ranasinghe Premadasa
1989-1993 Dingiri Banda Wijetunga
1993-1994 Ranil Wickremasinghe
1994 Chandrika Kumaratunga
1994-2000 Sirimavo Bandaranaike
2000-2001 Ratnasiri Wickremanayake
2001-2004 Ranil Wickremasinghe
2004-2005 Mahinda Rajapaksa
2005-2010 Ratnasiri Wickremanayake
2010-2015 Dissanayake Mudiyanselage Jayaratne
2015-2018 Ranil Wickremesinghe
2018 Mahinda Rajapaksa
2018-2019 Ranil Wickremesinghe
2019-2022 Mahinda Rajapaksa
2022 Ranil Wickremesinghe
2022- Dinesh Gunawardena

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig