Sovjetunionens uddannelsessystem

Førskoleopdragelse var det første trin i Sovjetunionens folkeuddannelsesprogram.

Efter kommunisternes magtovertagelse i 1917 og den efterfølgende borgerkrig manglede landet millioner af arbejdshænder, og der var hårdt brug for såvel mænd som kvinder på arbejdsmarkedet.

Børnepasning fra 2-månedsalderen blev overdraget til førskoleinstitutioner, hvilket samtidig var medvirkende til de undertrykte kvinders frigørelse. Senere blev førskoleinstitutioner til en vigtig del af den almene mellemuddannelse. De skulle fremme børns læring, udvikling og dannelse.

I perioden op til Sovjetunionens sammenbrud i 1991 blev 99 % af landets børn passet i førskoleinstitution. Førskoleinstitutioner var vuggestuer (2 måneder – 3 år), børnehaver (3-7 år) og aldersintegrerede institutioner (2 måneder – 7 år). Alle førskoleinstitutioner var stats- eller virksomhedsejede og underlagt offentlige myndigheders tilsyn.

Institutionerne blev finansieret af staten eller den pågældende virksomhed, som også var statsejet, og egenbetaling dækkede kun delvist udgifter til 4 obligatoriske måltider, morgenmad, frokost, mellemmåltid og aftensmad. Egenbetalingens størrelse var afhængig af familiens indkomst. Lavindkomst- og flerbørnsfamilier var garanteret en friplads. Daginstitutioner holdt åbent fra kl. 7 til kl. 19.

I perioden 1922-1991 gennemgik den sovjetiske skole adskillige transformationer i takt med samfundsudviklingen og i overensstemmelse med samfundets krav om de nyere generationers tidssvarende uddannelsesniveau.

I sovjetmagtens første år var skoleuddannelse en kombination af almen skole og erhvervsskole, hvor undervisning i boglige fag og erhvervsfag foregik sideløbende som et 2-trinsforløb: grundskole (5 år) og mellemskole (4 år). Skolen var projektorienteret, og den traditionelle pædagogik med klasseundervisning og fast pensum var afskaffet. Der var fællesundervisning af piger og drenge. Regimet proklamerede hermed dannelse af den sovjetiske enheds- og arbejdsskole.

I 1930'erne blev der indført et tiårigt 3-trinsforløb: grundskole (1.-4. klasse), ufuldstændig mellemskole (5.-7. klasse) og mellemskole (8.-10. klasse). Adskillige ændringer, der blev vedtaget løbende efter kommunistpartiets direktiver, vedrørte de tre trins indhold og varighed, skolestartalder, skolepligtig alder og balance mellem teori og praksis.

I 1930'erne indførtes 4 års skolepligt for alle børn i alderen 8-10 år og 7 års skolepligt for børn, bosiddende i industribyer og -områder, som havde gennemført et 4-årigt forløb. Landsdækkende 7 års skolepligt blev indført i 1943, men først gennemført i hele landet i 1956 på grund af Den Store Fædrelandskrig (1941-1945). Der blev indført kønsopdelt undervisning i 1943, som blev afskaffet i 1954.

I 1941-1945 blev der oprettet to nye specialskoletyper: militære Suvorov- og Nakhimov-skoler, som skulle forberede eleverne til studier ved militære videregående uddannelser, og aftenskoler for unge arbejdere inden for industrien og landbruget.

I 1958 blev 8 års skolepligt indført. Skolestartalder var 7 år fra 1943 frem til 1984.

Gennem hele sovjetperioden blev der gjort forsøg på at styrke sammenhængen mellem skole og produktion. I 1958 blev skoleforløbet forlænget med et ekstra klassetrin til og med 11. klasse. Alle elever i 10. og 11. klasse skulle igennem et kompetencegivende erhvervsforløb, hvor de var tilknyttet en industri- eller landbrugsvirksomhed 2 dage om ugen. Projektet slog fejl på grund af, at der manglede praktikpladser, og kun et fåtal af afgangselever brugte deres erhvervsuddannelse i deres arbejdsliv. Det almene uddannelsesniveau var markant forringet, og i 1964-1966 vendte man tilbage til et rent bogligt 10-årigt skoleforløb.

For at aflaste enlige mødre, lavindkomst- og flerbørnsfamilier blev der oprettet kostskoler, hvor elever kunne bo og deltage i undervisningen på hverdage og komme hjem i weekender.

Alle almene skoler havde et pasningstilbud efter skoletid.

Derudover grundlagdes de første erhvervsskoler og professionshøjskoler (såkaldte teknika). Disse uddannelser kunne påbegyndes direkte efter skolens afgangseksamen i 8. klasse. Erhvervsskoler var praktiske håndværkeruddannelser, mens teknika havde et mere bogligt indhold og udbød undervisning på professionsbachelorniveau. De fungerede ofte som et mellemled mellem skole og en lang videregående uddannelse.

I 1960'erne opstod der særlige specialskoler, der specialiserede sig yderligere inden for undervisning i enkelte fag eller fagretninger, hovedsageligt i fremmedsprog eller i fysik og matematik. Specialskolerne var et rent storbyfænomen, elitære og yderst eftertragtede. De bidrog dog ikke til højnelse af uddannelsesniveauet på landsplan og blev kritiseret for at underminere den almene enhedsskole.

Den sidste skolereform blev vedtaget i 1984. Skolestrukturen ændredes til et 11-årigt forløb bestående af en grundskole med en etårig børnehaveklasse (1.-4. klassetrin), ufuldstændig mellemskole (5.-9. klassetrin) og fuldstændig mellemskole (10.-11. klassetrin). Reformen sigtede på at ligestille den almene skole og erhvervsfaglige uddannelsers mål og indhold. Med reformen blev der indført 9 års skolepligt. Skolestartsalderen var 6-7 år. Reformen blev dog ikke fuldt implementeret på grund af perestrojka.

Højere videregående uddannelser var universiteter, institutter, akademier og faghøjskoler. Der var 805 højere læreanstalter i Sovjetunionen i 1970.

Det sovjetiske højere videregående uddannelsessystem var styret af kommandoøkonomi og kommunistisk ideologi. Højere uddannelsers primære opgave var at levere en højt kvalificeret arbejdsstyrke i henhold til partistatens planøkonomiske direktiver og tage sig af ideologisk opdragelse. I sovjetstatens første år eksperimenteredes med læreanstalternes vedtægter, struktur, størrelse (sammenlægning og spaltning), antal samt geografisk og branchemæssig placering. I 1921 blev ”Bekendtgørelse om højere videregående uddannelser” udstedt, og den satte rammerne for et centraliseret højere videregående uddannelsessystem, som eksisterede stort set uændret frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

Efter at forskningsinstitutter i samme periode blev etableret som selvstændige enheder, der bedrev grundforskning og sorterede under Videnskabernes Akademi, begyndte højere læreanstalter at prioritere undervisning frem for forskning. På universiteterne havde de fleste undervisere dog også forskningsforpligtelse og bidrog betragteligt inden for deres forskningsfelt.

For at søge om optagelse på en højere videregående uddannelse var det et krav, at man havde en fuldstændig mellemskoleeksamen. Til alle højere uddannelser var der 3-4 adgangsprøver. Skriftlig prøve i russisk sprog var obligatorisk for alle uddannelser. Øvrige prøver var relateret til den valgte uddannelsesprofil og var både skriftlige og mundtlige. Optagelse skete på grundlag af et opnået karaktergennemsnit. Alle optagelsesprøver foregik i juli-august, og man kunne kun nå at søge én uddannelse ad gangen.

Under studiet modtog studerende statsstipendier, som blev tildelt efter hvert semester afhængigt af ens eksamenspræstation. Undervisningen var præget af en stram studieplan med mange prøver og eksaminer under studieforløbet. Studiet varede normalt 5 år, for medicinstuderende dog 6 år. Ud over mange studierelaterede fag gennemgik alle studerende en eller anden form for militærtræning, ligesom marxisme-leninisme, dialektisk materialisme og videnskabelig kommunisme var obligatorisk pensum og eksamensfag.

For at styrke koblingen mellem uddannelserne og erhvervslivet blev der oprettet studieprogrammer, hvor det var muligt at kombinere erhvervsarbejde med aften- eller fjernundervisning. Regimets systematiske bestræbelser på at erhvervsrette højere videregående uddannelser førte til en overproduktion af ingeniører.