Den Russiske Borgerkrig

Den Russiske Borgerkrig, væbnet konflikt i Sovjetrusland mellem "røde" og "hvide" 1918-20. Oktoberrevolutionen i 1917 ledsagedes kun af begrænsede kamphandlinger, men i sommeren 1918 udløste bolsjevikkernes monopolisering af magten og radikale økonomiske politik en blodig borgerkrig. De røde (bolsjevikkerne) fik bred, men ikke total opbakning fra de russiske arbejdere og fra dele af bondestanden. De hvide omfattede en række yderst forskellige grupperinger, fra medlemmer af den ikke-bolsjevikiske venstrefløj over borgerlig-liberale partier til monarkistiske bevægelser, der ønskede at få kejseren tilbage; den stærkeste kraft var tidligere zaristiske officerer. En vigtig faktor i borgerkrigen var desuden de forskellige ikke-russiske folkeslag, der kæmpede for større selvstyre eller uafhængighed af Rusland. Da de hvide konsekvent gik imod disse ønsker, samarbejdede mange selvstændighedsbevægelser periodisk med de røde, hvis holdning til folkenes selvbestemmelsesret var mere uigennemsigtig. Flere udenlandske magter intervenerede i borgerkrigen, dog stort set uden at komme i kamp. Målet for den britiske og den franske intervention var oprindelig at skabe en ny østfront i 1. Verdenskrig, efter at sovjetregeringen i marts 1918 havde sluttet separatfred med Tyskland. Japan forfulgte mere ekspansionistiske mål i Russisk Fjernøsten, mens USA især var optaget af at holde Japan i skak. Dertil kom et mere generelt ønske hos interventionsmagterne om at inddæmme kommunismen.

Borgerkrigen mellem røde og hvide kastede Sovjetrusland ud i en dyb økonomisk og social krise. Kamphandlingerne endte i slutningen af 1920 med bolsjevikkernes sejr.