Faktaboks

Skovshoved Kirke
Sogn
Skovshoved Sogn
Provsti
Gentofte Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Gentofte Kommune
Skovshoved Kirke
Kirken er kraftigt inspireret af romansk kirkearkitektur, som var den stil de fleste danske middelalderkirker oprindeligt blev bygget i. Foto: 2007.
Af .
Licens: CC BY SA 2.5

Skovshoved Kirke er en sognekirke, som ligger på Krøyersvej midt i Skovshoved nord for København, ikke langt fra Skovshoved Havn ved Strandvejen.

Kirkebygning

Kirken i nyromansk stil er opført i 1914-1915 efter tegning af arkitekten Alfred Brandt (1873-1937). Kirken, som er bygget af røde sten, består af et langhus med en apsis mod vest, et tårn ved sydøsthjørnet, og på sydsiden vest for tårnet en tilbygning, som delvist er sat i forbindelse med langhuset. Ved kirkens nordøsthjørne findes et kapel fra 1930, og mod nordvest er der menighedslokaler i en yngre bygning.

Kirken er kraftigt inspireret af romansk kirkearkitektur, som var den stil de fleste danske middelalderkirker oprindeligt blev bygget i. Det kan ses ved kirkens mange rundbuer, som går igen i både vinduer, på dekorationer på ydermurene og i kirkens indre.

Indvendigt er kirken mere moderne i sit udtryk og præges af det høje hvidkalkede, tøndehvælvede loft og det enkle, overvejende hvidmalede inventar, som står i kontrast til det mørke teglstensgulv.

Inventar

Størstedelen af kirkens inventar er fra indvielsestiden, og er lavet efter tegning af kirkens arkitekt.

Døbefonten i granit er en meget livlig tolkning af middelalderens døbefonte, og er rigt udsmykket med udhuggede hoveder og syvtakkede stjerner.

Altertavlen er sammensat af tre malerier, som tilsammen viser de hellige tre konger tilbede det nyfødte Jesusbarn. Malerierne opdeles af forgyldte, snoede søjler.

Kirkens bænke er holdt i hvidt med enkelte forgyldninger, hvilket også gør sig gældende for den fint udsmykkede prædikestol, som står på en muret søjle.

I kirken findes også nyere kunstværker i form af glasmosaikkerne i apsissen og over indgangsdøren. De er alle lavet af kunstneren Knud Lollesgaard. Apsissens glasmosaikker er fra 1965, og forestiller forskellige kristne symboler, mens udsmykningen på det store rosetvindue over indgangsdøren er fra 1968 og forestiller Kristus, der kommer igen til dommedag.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig