Faktaboks

Sogn
Skovby Sogn
Provsti
Skanderborg Provsti
Stift
Aarhus Stift
Kommune
Skanderborg Kommune

Skovby Kirke er en romansk landsbykirke, som i lighed med andre kirker bygget i samme periode, har gennemgået flere ombygninger i sin eftertid – både i senmiddelalderen, men også i 1800-tallet, hvor kirken undergår en ombygning, der giver den sit nuværende udseende.

Kirken ligger i Skovby, ca. 16 km vest for Aarhus.

Kirkebygning

Kirken består af et kor og skib fra romansk tid. Senere i middelalderen, i gotisk tid, blev et våbenhus føjet til på skibets sydside, og et tårn på skibets vestende. Det nuværende våbenhus er dog en afløser for det middelalderlige, som lå samme sted.

Kirkens nuværende udseende bærer præg af en stor ombygning, som fandt sted i 1887 hvor alle facader blev ommuret, og en del af murene nedbrudt og genopført på ny.

I dag står kirken i blank mur med synlige byggematerialer, mens taget er belagt med røde tegl på nær tårnet, som er dækket af skifer.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Skovby Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre. Kirkens grundplan har været den traditionelle, romanske med skib og et lidt smallere kor mod øst.

Tilbygninger

Tårnet som formodentligt er kommet til omkring år 1500 er udført i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten på en sokkel af genanvendte granitkvadre. Tårnrummet nederst forbindes til skibet via en spidsbuet arkade, og rummet dækkes af et ottedelt hvælv. Øverst har tårnet tvedelte glamhuller med tvillingrundbuer mod øst og syd, hvorfra klokkens klang kan undslippe. Åbningerne, hvis piller kan minde om romanske søjler, er beslægtet med glamhullerne i Aarhus Domkirke.

Våbenhuset foran skibets syddør er opført i 1887 som afløser for et ældre, middelalderligt. Det har nyromanske former med rundbuede dør- og vinduesåbninger med en korsformet blænding på gavlen.

Inventar i Skovby Kirke

Inventaret i Skovby Kirke er fra flere forskellige perioder af kirkens lange historie.

Døbefont fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den tilhører en gruppe af østjyske fonte, som alle er dekoreret med løver. På kummen ses relieffer af i alt otte løver, der er anbragt parvist og med fælles fremspringende mandshoveder. Foden har menneskehoveder på hjørnerne og motiver af skiftevis fugl med udbredte vinger og liggende løve.

Inventar fra renæssancen

Altertavlen, som er udført omkring år 1600, har et storstykke, som er tredelt ved fire piller. Heri sidder et maleri fra 1826 af Kristus på korset, mens topfeltet har maleri af et englehoved i gule skyer.

Prædikestolen, som er ca. samtidig med altertavlen, består af fem fag med malerier fra 1654. Den er udsmykket med barne-englehoveder og reliefskårne indskrifter. Malerierne forestiller Kristus med glorie stående med sit kors flankeret af andre personer.

Gravminder

Et trægitter med mindetavle, som stammer fra amtsforvalters Peter Wøldikes gravkrypt fra 1765, er i dag opstillet ved tårnbuen. Herfra stammer også fem kister fra slægten Wøldike af eg med rester af læderbeklædning og dekorerede beslag.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig