Skanderup Valgmenighedskirke er en valgmenighedskirke, som ligger i den østlige ende af Skanderup, omgivet af grønne arealer, beboelse, og mod nord Skanderup Efterskole.

Kirkegård

Omkring kirken ligger en lille kirkegård, som er afgrænset af bøgehæk.

Kirkebygning

Byens valgmenighed lod kirken opføre i 1922 efter tegning af arkitekten Jens Theodor Rolver (1893-1934). Kirken var egentlig først opført som andelsmejeri og fungerede siden som fabrik, inden den endelig blev omdannet til kirke.

Den nuværende kirke består af et skib, et kor, to korte tværskibe samt et tårn med et lavt, firsidet pyramidespir. Den har vinduer, som synes romansk inspireret, med konsekvent brug af runde buer, men fremstår ellers mestendels klassicistisk. Denne inspiration anes særligt i det indre, hvor det hvidmalede, tøndehvælvede loft præger skibet.

Koret er rigere udsmykket end det øvrige kirkerum, og præges særligt af sine to dobbelte glasmalerier, som blev skabt af kunstneren Johan Thomas Skovgaard i 1958.

Inventar

Inventaret er hovedsageligt fra kirkens indvielse, men med nyere tilføjelser. Ældre inventar er blandt andet alterbordet af teglsten, altersølvet, bænkene og prædikestolen i empire-inspireret stil. Den glatte, runde granitdøbefont, som er udsmykket med en bølgekant, er derimod fra 1932, mens det enkle trækors over alteret er fra 1958.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig