Artikelstart
Sepp Piontek er en tidligere tysk fodboldspiller og -træner. Han var landstræner for det danske herrelandshold i fodbold i perioden 1979-1990.
Som forsvarer i Werder Bremen opnåede Sepp Piontek seks landskampe for Vesttyskland, inden han blev træner i Bremen og Düsseldorf samt 1976-1978 landstræner i Haiti.
Fra 1979 til 1990 var han dansk landstræner og førte Danmark til EM-slutrunderne i 1984 og 1988 samt til VM i 1986. Piontek blev ud over sit farverige sprog kendt for sit krav til disciplin, der bragte landsholdet op på et højt internationalt niveau.
I perioden 1990-1993 var han landstræner i Tyrkiet og derefter en kort tid i den tyrkiske klub Bursaspor. I 1995 blev han træner i AaB, og fra 1997 til 1999 var han træner i Silkeborg IF.
Piontek var 1999-2001 ulønnet træner for Grønland og fungerede siden som ulønnet træner for det danske oldboyslandshold, inden han i september 2021 endegyldigt indstillede trænerkarrieren.
Sepp Piontek blev kåret til årets træner i Danmark i 1983. I 2011 blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.