Faktaboks

Richard Møller Nielsen

Ricardo

Født
19. august 1937
Død
13. februar 2014

Richard Møller Nielsen var en dansk fodboldtræner, der var landstræner for det danske herrelandshold i perioden 1990-1996. Han var kendt som en dygtig taktiker med et indgående forhåndskendskab til enhver modstander. Med Richard Møller Nielsen som træner vandt Danmark EM i fodbold i 1992 – dansk fodbolds største resultat nogensinde.

Richard Møller Nielsen efterfulgte Sepp Piontek på landstrænerposten og blev selv efterfulgt af Bo Johansson. Han stod i spidsen for Danmark i 73 landskampe (40 vundne, 18 uafgjorte, 15 tabte; målscore: 115-55 ). I 2014 blev han optaget i Fodboldens Hall of Fame.

Spiller og træner i Odense Boldklub

Richard Møller Nielsen spillede for OB og nåede to landskampe, inden en knæskade satte en stopper for den aktive karriere. Som træner vandt han med OB Danmarksmesterskabet i 1977 og 1982 og pokalfinalen i 1983. Hans store betydning for OB understreges af, at den ene endetribune på Odense Stadion i 2017 blev navngivet Richard Møller Nielsen Tribunen.

Landstræner for Danmark

Richard Møller Nielsen

Richard Møller Nielsen. Foto fra 1993.

Richard Møller Nielsen
Af /Ekstra Bladet/Ritzau Scanpix.

Richard Møller Nielsen blev siden træner for det danske OL-hold og var i perioden 1987-1990 assistenttræner for det danske landshold. Da Sepp Piontek stoppede som landstræner i 1990, var det oplagt, at Richard Møller Nielsen skulle efterfølge ham. Han blev dog i første omgang forbigået. Interne uenigheder i DBU gjorde, at man i stedet ansatte den tyske træner Horst Wohlers (f. 1949). Wohlers kunne dog ikke komme ud af sin kontrakt med Bundesliga-klubben Bayer Uerdingen, og Richard Møller Nielsen blev alligevel landstræner.

Det lykkedes ikke Richard Møller Nielsen at kvalificere Danmark til EM i 1992. I kvalifikationsturneringen lagde Danmark ud med en sikker hjemmesejr på 4-1 over Færøerne, men spillede herefter uafgjort 1-1 ude mod Nordirland og tabte 2-0 hjemme til Jugoslavien den 14. november 1990. Efter nederlaget til Jugoslavien meldte Michael Laudrup, Brian Laudrup og Jan Mølby (f. 1963) fra til landsholdet i utilfredshed med Richard Møller Nielsens måde at gøre tingene på, og flere medier krævede Richard Møller Nielsens afgang. På trods af kritikken vandt holdet resten af kampene i kvalifikationsturneringen og endte som nummer to i gruppen lige efter Jugoslavien. I begyndelsen af 1992 vendte Brian Laudrup tilbage til landsholdet.

Jugoslavien blev den 31. maj 1992 udelukket af EM-turneringen pga. borgerkrigen i landet, og i stedet blev danskerne indkaldt som afløsere. Richard Møller Nielsen havde fulgt udviklingen i Jugoslavien nøje, og derfor kom indkaldelsen ikke bag på ham. Til alles overraskelse vandt Danmark herefter EM med en finalesejr på 2-0 over Tyskland.

EM-succesen blev i 1995 fulgt op med sejr i FIFA Confederations Cup (King Fahd Cup). Efter tillige at have ført Danmark til EM-slutrunden i 1996 blev Richard Møller Nielsen landstræner i Finland indtil 1999. Herefter var han landstræner for Israel fra 2000 til 2002.

Film og tv

Richard Møller Nielsen blev i 2015 portrætteret i spillefilmen Sommeren '92, der er instrueret af Kasper Barfoed (f. 1972). Filmen har Ulrich Thomsen i rollen som den kejtede hovedperson, Ricardo. I maj 2024 havde dokumentarserien Ricardo – verdens bedste træner premiere på DR.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig