Faktaboks

Sankt Peders Kapel
Sogn
Everdrup Sogn
Provsti
Næstved Provsti
Stift
Roskilde Stift
Kommune
Næstved Kommune
Sankt Peders Kapel
Sankt Peders Kapel kantes mod nord og øst af træbevoksninger.
Sankt Peders Kapel

Sankt Peders Kapel er en kirke, der ligger øst for Tappernøje og Brøderup lige ud til Præstø Fjord.

Kirkebygningen

Sankt Peders Kapel
Uden for Sankt Peders Kapel står en mindesten over major Anders Lassen, som tjente i den britiske hær under 2. Verdenskrig.
Sankt Peders Kapel

Kirken er et mindre kapel, som ligger nærmest stik nord-syd med sydgavlen ud mod Strandvejen og fjorden. Bygningen er i blank mur med synlige, røde teglsten over en kampestenssokkel. På taget er der skifer.

Kapellet er opført i 1878 efter tegning af arkitekt Hans J. Holm.

I hver af langmurene er der fire dybtliggende, rundbuede vinduer, og imellem hvert fag er der et lille kors af formsten i muren. I gavlfagene er der yderligere en smal blænding, dvs. murniche, med en femfliget spidsbue i toppen. Under taget er der en sirligt udformet gesims i flere led.

Sydgavlen har tre smalle blændinger, der er udformet som i gavlfagene. Herover er i gavltrekanten et system af rundbuer med hængstav, som følger taglinjen. I midten er der et lille, cirkulært rosevindue. Gavlkammen er glat, men ender nederst i konsoller.

Den nordlige gavls øvre del er dekoreret som den sydliges, men har over rygningen en tagrytter, dvs. et lille spir. I midten af gavlmuren ligger kapellets indgangsportal. Den er udformet som en dybtliggende romansk, rundbuet portal med trekvartsøjler i siderne og et halvcirkelformet felt, et såkaldt tympanon, med et kors i over døren.

I det indre står kirken malet i en knækket hvid. Gulvet er lagt med gule og røde teglsten i mønster, som fremhæver ganglinjen i mellemgangen. Rummet præges af det pudsede bræddeloft, der er udformet som et brudt tøndehvælv. Tagkonstruktionen er såkaldt hovedbindt, som var særlig udbredt i anden halvdel af 1800-tallet i bygninger, hvor der var et stort spænd mellem væggene. Konstruktionen er delvis skjult bag puds og brædder, men den er malet på hvælvet.

Inventar

I kapellet står der en døbefont fra den romanske periode af middelalderen. Som alterprydelse tjener et kors fra 1954, der er tegnet af arkitekt Marinus Andersen (1895-1985). Kapellet har åbne, sortmalede bænke med hvide hynder.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig