Artikelstart
Reims, by i departementet Marne i NØ-Frankrig 145 km NØ for Paris ved floden Vesle og Marne-Aisne-kanalen; ca. 182.600 indb. (2013). Reims er en af de største og samtidig økonomisk og kulturelt vigtige byer i regionen Alsace-Champagne-Ardenne-Lorraine. Den største del af byens arbejdspladser er knyttet til servicesektoren. Reims er sammen med Épernay det vigtigste produktionssted for champagne, og en del af byens industribeskæftigelse knytter sig til fremstilling heraf samt af andre fødevarer. Industrien omfatter desuden bl.a. fremstilling af komponenter til fly og biler, tekstil og medicinalvarer. Reims tiltrækker en del turister pga. byens berømte domkirke, Notre-Dame, og pga. fremstillingen af champagne. Reims har universitet (fra 1962) og flodhavn.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.