Rainer Werner Fassbinder

Rainer Werner Fassbinder læste til skuespiller på en privatskole og søgte i 1966 og igen i 1967 ind på filmskolen i Berlin. Begge gange blev han afvist. Samtidig skrev, instruerede og spillede han med i sine egne første kortfilm. I 1967 kom han med i det lille undergrundsteater Action-Theater i München, og året efter grundlagde han sammen med bl.a. skuespilleren Hanna Schygulla og komponisten Peer Raben teatergruppen Antiteater.

Fassbinder var nu den mest toneangivende figur inden for den avantgardistiske scenekunst i Tyskland, og den autodidakte instruktør lavede i 1969 sine første spillefilm. Med filmatiseringen af sit teaterstykke Katzelmacher lykkedes det store gennembrud, og herefter fulgte den ene film efter den anden. Fassbinder var berygtet for sit ekstremt høje arbejdstempo, og blot mellem 1969 og 1971 lavede han hele tolv film – vel at mærke ved siden af sit arbejde med teater og tv.

Rainer Werner Fassbinder arbejdede og omgav sig gerne med det samme faste filmhold, heriblandt store kvindelige skuespillere som Hanna Schygulla og Irm Hermann (1942-2020). Med dem lavede Fassbinder sin første spillefilm, Liebe ist kälter als der Tod (1969, Kærlighed er koldere end døden), en titel, der kunne stå som overskrift for det meste af hans produktion. Hans grundtema er den udbytning af følelserne, han ser som en konsekvens af samfundsstrukturens nedslag i det private.

I et interview, der blev filmet få timer før han døde af et hjerteslag, formulerede Fassbinder sit credo: "Mennesket behøver sig selv endnu en gang for at blive hel". I sine film kredser han ofte om en spaltning, som er neurotisk, og en dobbelthed, som er helende, og spejlet var hans yndlingsrekvisit. Via spejlet afslører han menneskets splittelse mellem den, det gerne vil være, og den, det er. Også hans skuespillere fastholder denne dobbelthed med deres let kejtede kropsholdning og diktion. De hviler sjældent i sig selv og har kun glimtvis kontakt til deres egentlige jeg.

Gennem hele sin karriere skildrede Rainer Werner Fassbinder Tysklands dramatiske historie i det 20. århundrede. Weimarrepublikkens sammenbrud lå bag tv-serien Berlin Alexanderplatz (1980). Han beskæftigede sig med den tyske antisemitisme i teaterstykket Der Müll, die Stadt und der Tod (1975), som ikke kunne opføres i Tyskland, men blev spillet af Mammutteatret i København i 1987 under titlen Affaldet, byen og døden. De menneskelige omkostninger bag 1950'ernes Wirtschaftswunder beskrives i filmtrilogien Die Ehe der Maria Braun (1978, Maria Brauns ægteskab), Lola (1981) og Die Sehnsucht der Veronika Voss (1982, Veronika Voss' længsel). 1970'ernes kvindekamp spejles i Die bitteren Tränen der Petra von Kant (1972, Petra von Kants bitre tårer) og Martha (1973). Migrantarbejdernes kår skildres i Katzelmacher (1969) og Angst essen Seele auf (1973, Angst æder sjæle op), og terrorismen i Mutter Küsters Fahrt zum Himmel (1975, Mutter Küsters himmelfart) og Die dritte Generation (1979, Den tredje generation).

Nazitiden nåede Fassbinder kun at beskæftige sig med i den mindre vellykkede Lili Marleen (1980), men til gengæld viser de fleste af hans film, at nazistiske værdier har overlevet nazismens sammenbrud og genintegreres i det borgerskab, de er udsprunget af. Fassbinder blev født i 1945, og som barn af krigen havde han et problematisk forhold til sin tyske identitet. Men hvor anarkistisk og normbrydende han end var politisk og kunstnerisk, knyttede han samtidig an til den periode, hvor det bedste i tysk kultur blev tilintetgjort i de nazistiske bogafbrændinger.

Han identificerede sig med kunstnere, som blev tvunget i indre eller ydre eksil af nazismen, fx Bertolt Brecht, Oskar Maria Graf (1894-1967), Marieluise Fleißer (1901-1974) og Alfred Döblin. Når han en sjælden gang instruerede andres tekster, var det deres værker, han greb fat i.

Fassbinders yndlingsinstruktør i Hollywood, Douglas Sirk, var også flygtet fra nazismen. At Fassbinder formåede at udvikle en ny folkelig filmform af de første avantgardefilms strenge form, skyldtes ikke mindst indflydelsen fra Sirk, hvis Hollywood-melodramaer Fassbinder på original vis omplantede til den bayerske provins.

Som dramatiker blev Rainer Werner Fassbinder introduceret i Danmark med teaterversionen af Petra von Kants bitre tårer på Svalegangen i Aarhus i 1975, og ud over Affaldet, byen og døden er bl.a. Den brændende by (Das brennende Dorf) blevet opført på Aarhus Teater i 1983.

I 2015 udsendte den danske filminstruktør Christian Braad Thomsen dokumentarfilmen, Fassbinder – at elske uden at kræve (Fassbinder – Lieben ohne zu fordern), baseret på tidligere ikke offentliggjorte filmoptagelser, som Braad Thomsen lavede med Fassbinder op gennem 1970'erne. I filmen fortæller Fassbinder om sin kærlighed til barndommens Hollywood, om 70'er-oprøret, om kvindefrigørelsen, om terrorismen i Vesttyskland, om kærlighed, ægteskab og børn – og om den personligt valgte galskab som det måske eneste alternativ til det herskende systems sindssyge. Filmen havde premiere på Berlinalen i 2015.

Fra 1966 til sin død i 1982 instruerede og/eller skrev Rainer Werner Fassbinder 31 teaterforestillinger, 33 spillefilm, fire tv-serier i 23 afsnit, fire radiospil og tre kortfilm. Desuden medvirkede han hyppigt som skuespiller i både sine egne og andres film.

• tysk film