Mammutteatret

Artikelstart

Mammutteatret, dansk teatergruppe. Teatret, der blev oprettet i 1983, har markeret sig blandt gruppeteatrene med kunstnerisk modige ambitioner og dispositioner som opførelsen samme år af Bertolt Brechts debutdrama, Baal.

Med unge nye instruktører og en fast emsemblekerne under Claus Flygares (f. 1945) ledelse har det gjort sig bemærket med Europapremieren i 1987 på Rainer Werner Fassbinders Affaldet, byen og døden i Klaus Hoffmeyers opsætning, med Mikhail Bulgakovs En hunds hjerte opført i B & Ws Blå Hal i 1989 samt med opsætninger af Lulu (1991), Jernbyrd (1992), Slottet (1994) og I bomuldsmarkernes ensomhed (1994).

I 1996 havde teatret dansk urpremiere på en enestående dramatisering af Nick Caves Da æslet så englen. Efter vanskelige økonomiske år i slutningen af 1990'erne og med lav forestillingsfrekvens fandt gruppen et spillested i den gamle Triangel Bio på Østerbro i København, som åbnede i 2001 med urpremiere på Nicolas Bros Guddommeliggørelsen af den laveste fællesnævner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig