Douglas Sirk

Faktaboks

Douglas Sirk
født:
1900
død:
1987

Douglas Sirk, egl. Hans Detlef Sierck, 1900-1987, tysk-amerikansk instruktør. Med baggrund i en karriere i tysk teater og enkelte film (La Habanera, 1937 m. Zarah Leander) flygtede Sirk fra nazismen til USA i 1937 og blev med tiden en stilsikker instruktør af især romantiske melodramaer.

Filmene har med deres kraftige Technicolor-æstetik siden fået klassikerstatus og blev i 1960'erne og 1970'erne dyrket som genreforbilleder af instruktørerne i den ny bølge i fransk film og i Tyskland af Rainer Werner Fassbinder.

Blandt filmene er All I Desire (1953, Alle mine længsler), Magnificent Obsession (1954, Den store læge), All That Heaven Allows (1955, Med kærlighedens ret), Written on the Wind (1957, Dårskabens timer) og Imitation of Life (1959, Lad andre kun dømme). Blandt Sirks betydelige kriminalfilm er Lured (1947, Unge Piger forsvinder i London), Sleep, My Love (1948, ... før det dages) og Shockproof (1949). Sirk huskes desuden for Erich Maria Remarque-filmatiseringen A Time to Love and a Time to Die (1958, Først elske, siden dø).

Der findes en del myter i forbindelse med Douglas Sirks biografi, bl.a. at han skulle være født i Danmark eller af dansk afstamning, ingen af delene er tilfældet. Desuden er han blevet forvekslet med sin søn af første ægteskab, Klaus Detlef Sierck (1925-44), der opnåede en vis popularitet som barneskuespiller i Tyskland, bl.a. i propagandafilm (Kopf hoch, Johannes!, 1941), og faldt som soldat på østfronten.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig