Faktaboks

Poul Wissing
Født
26. januar 1941
Død
1. oktober 1967
Poul Wissing
Poul Wissing i Sheffield i 1966 med bror Niels.

Poul Wissing var en dansk speedwaykører. Han var født og opvokset i Vejle og var et usædvanligt stort talent, som stod på tærsklen til et internationalt gennembrud, da han mistede livet i en ulykke på et motorstadion i Rostock i det tidligere DDR.

Allerede som dreng var Poul Wissing tiltrukket af motorcykler og mekanik, og efter skolegangen kom han i lære hos en automekaniker i Vejle. Som 18-årig fik han i 1959 sin juniordebut på banen ved Riis, men allerede ugen efter blev han rykket op som senior og viste hurtigt sit store naturtalent.

Dansk speedway var i den periode koncentreret omkring en mindre gruppe amatører i Ekspertklassen, som ofte kørte speedwayløb ved stævner, hvor der også var andre motorløb som fx motocross og stockcarløb.

En lovende karriere

Kørerne H.P. Boisen og Poul Wissing
Kørerne H.P. Boisen og Poul Wissing med nye ESC-motorcykler i 1966.
Kørerne H.P. Boisen og Poul Wissing
Af .

I 1961 besøgte Poul Wissing den argentinske hovedstad Buenos Aires, hvor han sammen med et dansk hold kørte en række matcher på banen i Ferrocarril Oeste.

I 1963 lukkede Vejle Motor Klub sin afdeling for speedway for at fokusere på bilsport, og Poul Wissing meldte sig ind i Esbjerg Motorsport, hvor der var store ambitioner omkring opbygningen af et hold, Vikingerne, i nystartet liga for de bedste dansk hold.

Den 2. april 1964 blev Poul Wissing gift med Elsemarie, og parret fik en datter året efter.

Individuelt nåede Poul Wissing ikke at blive dansk mester, på grund af uheld og skader, men det blev til bronze i 1966, og et dansk holdmesterskab i 1967.

Den 14. juli 1966 kørte Poul Wissing for første – og eneste – gang i speedwaysportens førende nation England. Sammen med den unge komet fra Haderslev, Ole Olsen, havde Wissing kvalificeret sig til British-Nordic Final i Sheffield, som var et delmål i årets VM-kvalifikation. De to unge danskere kunne dog ikke hamle op med nogle af sportens største profiler som Ivan Mauger, Barry Briggs (f. 1934) og Eric Boococ (f. 1945).

Ole Olsen opnåede en professionel kontrakt med Newcastle i 1967 og formidlede en kontakt til Poul Wissing, som således kunne håbe på en britisk aftale fra 1968.

Ulykken i Rostock

Heat-skema
Heat-skema fra Wissings ulykke, hvor der står "In Krankenhaus".
Heat-skema
Af .

Ved slutningen af sæsonen i 1967 skulle Poul Wissing køre to store internationale løb i DDR, hvor han var en respekteret og populær kører. Fredag den 29. september blev Wissing nummer seks på banen i Güstrow, og søndag eftermiddag den 1. oktober stillede han til start foran 5.000 tilskuere på banen i Rostock.

Fremme ved heat nummer 18 havde Poul Wissing scoret 10 point og havde en mulighed for at nå op på podiepladserne. Wissing tog starten og kom forrest ind i første sving, men ved udgangen af svinget kolliderede han med en østtysk kører, hvor begge blev liggende på banen. Få sekunder efter blev danskeren påkørt af en svensk kører, som ikke havde mulighed for at afværge ulykken.

Med ambulance blev Poul Wissing kørt til Südstadt Krankenhaus i Rostock, hvor lægerne ihærdigt forsøgte at redde han liv. Hustruen Elsemarie blev kontaktet og hastede fra Vejle til Rostock, hjulpet af speedwaykøreren H.P. Boisen, men da de nåede frem var Wissing erklæret død.

Poul Wissing blev bisat i Vinding Kirke ved Vejle.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig