Faktaboks

Ivan Mauger

Ivan Gerald Mauger

Født
4. oktober 1939
Død
16. april 2018

Ivan Mauger var en newzealandsk speedwaykører, som af mange regnes for den bedste kører gennem tiderne. I Danmark blev han respekteret og kendt som ærkerival til Ole Olsen i 1970'erne.

Han er den eneste speedwaykører, som har vundet seks individuelle VM-titler (1968, 1969, 1970, 1972, 1977 og 1979) og den eneste, som har vundet tre år i træk. Han er endvidere tredobbelt verdensmester på 1000 meter langbane. I sin karriere fra 1957 til 1986 nåede han 52 VM-finaler, individuelt og for hold og par og 1.000 meter.

Ivan Mauger blev i 1976 hædret med den britiske orden MBE (Member of the Order of the British Empire) og i 1989 med OBE (Officer of the British Empire).

En svær begyndelse

Ivan Mauger
Ivan Mauger.
Af .

Mauger blev født nogle uger efter 2. verdenskrigs afslutning i Christchurch i New Zealand og var i begyndelsen af 1950'erne fascineret af landsmanden Ronnie Moore (1933-2018), som havde gjort stor karriere i britisk speedway. Allerede som 12-årig knoklede Mauger på et apotek efter skoletid for at spare sammen til en motorcykel.

Som 18-årig blev han gift med Raye, og det unge teenagepar rejste kort efter med dampskib til England, hvor de lejede et lille værelse i Plough Lane i London. Mauger blev tilknyttet holdet Wimbledon Dons, men var ikke i nærheden af at få en plads på klubbens førstehold. Han kørte på ungdomsholdet, hvor man ikke tjente penge, og blev sporadisk lejet ud til andre klubber som Rye House og Eastbourne.

For at klare sig måtte Ivan Mauger tage job som stadionhjælper og rengøringsassistent på Wembley Stadion. I sin senere biografi "The Will To Win" beskriver Mauger selv, at han måtte rense toiletter efter de speedwaystjerner, som han nogle år senere skulle komme til at besejre.

Skuffet vendte Ivan og Raye tilbage til Australien i 1959, hvor Mauger kørte to sæsoner for Adelaide. Han var også i New Zealand i 1959, hvor han blev nummer to ved det nationale mesterskab.

Til England igen

Drømmen om international succes hev og sled i Ivan Mauger, og via et godt råd fra en australsk promotor vendte han sig mod Newcastle og fik en kontrakt der fra 1963. Newcastle Diamonds var for alvor begyndt at true de traditionsrige Londonklubber og havde også haft den svenske verdensmester Ove Fundin (f. 1933) på holdet.

I Maugers første sæson vandt Newcastle Diamonds et mindre provinsmesterskab, men der begyndte at komme penge på bordet, og Mauger begyndte at slå igennem individuelt. Hans egentlige gennembrud kom med en bronzemedalje ved VM i 1967, og siden blev Ivan Mauger speedwayportens mest vindende kører.

Duellerne med Ole Olsen

Ivan Mauger
Ivan Mauger.
Ivan Mauger
Af .

I mange danskeres bevidsthed hænger Ivan Maugers navn uløseligt sammen med Ole Olsen. I 1967 havde Mauger selv anbefalet, at Newcastle fik en aftale med den unge dansker, og i 1970'erne hvor VM-finalerne i speedway var et stort tv-hit, lagde Ole Olsen og Ivan Mauger gaderne øde i Danmark og en række andre lande.

Selvfølgelig var der andre kørere, som gjorde sig gældende i den periode, men når Olsen og Mauger tørnede sammen, rykkede alle lige en tak længere frem på stolen. Efter deres karriere fortsatte venskabet, og Ivan Mauger var flere gange på besøg på Vojens Speedway Center, fx i 1999, hvor Mauger og Olsen i forbindelse med banens 25-årsjubilæum kørte et par opvisningsheats til stor begejstring for både publikum og tv-seere.

For New Zealand

I sin karriere måtte Ivan Mauger køre individuelt for New Zealand, men i hold- og parsammenhænge skulle han stille op for Storbritannien. Ved hold-VM i White City i London i 1979 fik New Zealand dog endelig lov til at stille op med eget hold.

Ivan Mauger, Larry Ross, Mitch Shirra og Bruce Cribb vandt foran Danmark, og New Zealand som holdverdensmestre er måske Ivan Maugers allerstørste triumf og en milepæl i newzealandsk sportshistorie.

Efter karrieren

Langsomt ebbede Ivan Maugers fornemme karriere ud. Han sluttede i England hos Hull og trak sig tilbage til den australske solkyst, sammen med Raye, og var en årrække promotor for 1000 meter langbane VM-finalerne i Wellington.

I 2007 var Ivan Mauger involveret i det spæde og desværre mislykkede forsøg på at starte speedway i Kuala Lumpur i Malaysia.

Ole Olsen besøgte Ivan Mauger i 2015 i New Zealand, og her kunne danskeren mærke, at den seksdobbelte verdensmester var alvorligt hæmmet af Alzheimers.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig