Wellington.

.

Wellington, (efter A.W. Wellington), hovedstaden i New Zealand, beliggende sydligst på Nordøen ved Cookstrædet; 397.000 indb. (2013). Byen præges af den kraftige vestenvind i strædet og kaldes populært Windy City. Byen centrerer sig om den smukke havn, der ligger ved udmundingen af Hutt Valley, og hvorfra handelskvartererne hæver sig op ad de tilstødende skråninger. Havnen i Port Nicholson ligger velbeskyttet og regnes for en af verdens fineste dybvandshavne; herfra udgår internationale skibsruter samt færgefart til Picton på Sydøen.

Dele af byens oprindelige idylliske og særegne arkitektur har måttet vige for genopførelser i modstandsdygtige materialer, da byen har oplevet en række alvorlige jordskælv, hvoraf det sidste indtraf i 1942 og strakte sig over flere uger. Centrum præges nu af en meget moderne skyline og rummer en række nationale institutioner; af arkitektonisk interesse er bl.a. parlamentsbygningen, The Beehive ('bikuben'). Byens lufthavn står noget i skyggen af Aucklands og betjener overvejende indenrigstrafik. Wellington afholder årlig en række festivaler, der tiltrækker mange turister; det samme gør de omkringliggende højdedrag med udsigt over strædet, bl.a. Mt. Victoria og Kelburn, der nås med kabeltrukket sporvogn.

New Zealand Company, ledet af E.G. Wakefield, bragte fra 1839 britiske indvandrere til Wellingtonområdet, der da var delt mellem flere magtfulde og indbyrdes stridende maorihøvdingedømmer. Wellington blev grundlagt året efter. Kompagniet opkøbte maorijord og solgte derpå parceller videre med stor fortjeneste; allerede i 1842 havde byen 4000 indbyggere, og i de næste 20 år øgedes tallet med 10-30% årlig. Der opstod snart blodige konflikter med maorierne, hvis antal halveredes i samme periode. Wellington overtog i 1865 Aucklands hovedstadsstatus.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig