Faktaboks

Philippe Claudel
Født
2. februar 1962, Dombasle-sur-Meurthe, Meurthe-et-Moselle
Nationalitet
fransk
Philippe Claudel ved premieren på filmen Avant l'hiver, 2013.
Philippe Claudel ved premieren på filmen Avant l'hiver, 2013.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Den franske forfatter og filminstruktør Philippe Claudel debuterede i 1999 med romanen Meuse l'oubli (dansk Glemslens flod, 2013). Hans omfattende forfatterskab, der også rummer noveller (Petites mécaniques, 2003), er siden oversat til mange sprog.

Philippe Claudel er også kendt som filminstruktør og har bl.a. genskabt sin egen prisbelønnede roman Les âmes grises fra 2003 (dansk Grå sjæle, 2006) og romanen Avant l'hiver (2013) som film.

Et gennemført dystert univers

Philippe Claudel vælger ofte tunge temaer for sine værker, fx selvmord i L'Enquête (2010, dansk Efterforskningen, 2011). Han griber også til andre, aktuelle temaer som islamofobi (Crépuscule, 2023). Det onde gennemtrænger hans dystre verden og sætter personerne i en angstfyldt tilstand, hvad enten der er tale om krig, eller hvis godt og ondt, bedrag og sandhed konfronterer hinanden i samfundet. Stilistisk blander han en kras realisme med en stor billedrigdom.

Skæbne og drifter

Alt kan synes skæbnetungt i dette univers, og i så henseende er romanen Crépuscule, dvs. undergang, typisk for forfatterskabet. Drab, voldtægt og mordbrand fører menneskene i fordærv, selv om der i nogle bor en sans for skønhed, kærlighed og uskyld, som søger en forløsning. Blot fanges de lige så ofte i den "tragedie", som karakteriserer Historien: "Hvilket tegn i Historien lader menneskene forstå, at det er for sent? Er det ikke altid for sent?" hedder det uheldssvangert.

Formmæssigt bruger Philippe Claudel gerne kriminalromanen som skabelon, mens hans temaer anbringer ham i samme tradition som mellemkrigstidens Georges Bernanos, François Mauriac og Julien Green.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Pessini, Elena (2022). D'une œuvre à l'autre : écritures romanesques de Philippe Claudel. Torino: L'Harmattan Italia.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig