François Mauriac

Faktaboks

François Mauriac
Født
11. oktober 1885
Død
1. september 1970

François Mauriac, udateret fotografi.

.

Artikelstart

François Mauriac var en fransk forfatter, debattør og Nobelprismodtager. Han var en af 1900-tallets betydeligste repræsentanter for en romankunst med katolsk inspirerede problemstillinger. Samtidig deltog han udogmatisk i tidens debatter med stærke moralske holdninger og en udtalt retfærdighedssans.

Med klassisk renhed i stil og komposition tegnes fra roman til roman et mørkt og knugende univers, hvor konflikten raser mellem de jordiske lidenskaber og troens kald. Dette tema står klart i gennembrudsromanen Le Baiser au lépreux (1922, dansk titel Kysset til den Spedalske, 1927) og forstærkes yderligere i bl.a. Le Nœud de vipères (1932, dansk titel Øglereden, 1942), L'Agneau (1954, dansk titel Lammet, 1955) samt i en række skuespil, bl.a. Asmodée (1938).

I hovedværket Thérèse Desqueyroux (1927, dansk titel 1933), med fortsættelsen La Fin de la nuit (1935), vises med stor psykologisk indlevelse et menneske, der er så totalt overgivet til ondskab og meningsløshed, at frelsen alene beror på Guds nåde. Samme holdning udtrykkes i religiøse skrifter, bl.a. Souffrances et bonheur du chrétien (1931, dansk titel En kristens lidelser og lykke, 1959) og Vie de Jésus (1936).

Som politisk debattør fordømte François Mauriac ethvert tilløb til fascisme og gik ind for gaullismen. Hans politiske skrifter er samlet i Bloc-Notes (1958), Le Nouveau Bloc-Notes (1961) og Mémoires politiques (1967). I mange af sine omkring 3000 tidsskriftartikler diskuterede han engageret litterære spørgsmål med andre forfattere og viste interesse for de nye strømninger trods sin egen traditionalisme.

François Mauriac blev medlem af Académie française i 1933 og blev i 1952 tildelt Nobelprisen.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

Loddegaard, Anne (1998). Den tragiske kristendom: Jansenismens skjulte Gud hos François Mauriac og Julien Green. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig