Parma

Artikelstart

Parma, provinshovedstad ved Poslettens hovedtrafikåre i Norditalien 110 km sydøst for Milano; 188.500 indb. (2011). Byens erhvervsliv er tæt knyttet til omegnens landbrug; foruden den verdenskendte oste- og skinkefremstilling (se parmaskinke) produceres pasta, sukker, konserves samt redskaber og maskiner til landbruget. Desuden fremstilles glasvarer, møbler, beklædning og kosmetik. Bykernen er opbygget over en enkel, rektangulær plan, domineret af et kolossalt bypalads og en stor, symmetrisk anlagt park, der sammen med et elegant kulturliv giver byen et aristokratisk præg.

Arkitektur og museer

Parmas gamle bydel domineres af domkirken (1000-t.) med den fritstående kampanile (1200-t.) og det ottekantede baptisterium, påbegyndt 1196. Palazzo della Pilotta fra 1586 (fra 1602 også kaldet Palazzo Farnese) rummer i dag bl.a. nationalgalleriet med værker af byens berømte malere, Correggio og Parmigianino; begge har udført freskoer til byens kirker. Sammesteds ligger Teatro Farnese, som Farnese-slægten lod opføre 1619, og som kunne rumme 4500 tilskuere; det blev ødelagt 1944, men er nu fuldt rekonstrueret.

Historie

Den oprindelige etruskiske bebyggelse blev ca. 400 f.Kr. erobret af kelterne, og i 183 f.Kr. blev Parma romersk koloni (Colonia Parmensis). Parma blev bispesæde allerede i 300-t., og under longobarderne og frankerne indtog biskopperne gennem de følgende århundreder en betydelig verdslig magtposition. I 1167 var Parma blandt de bystater, der indgik i Den Lombardiske Liga mod den tysk-romerske kejser Frederik 1. Barbarossa, og under en fornyet strid med kejsermagten blev byen i 1248 belejret i 232 dage af kejser Frederik 2. Indre partistridigheder i 1300-t. førte til, at Parma kom under hertugen af Milano, og da han sidst i 1400-t. bad om hjælp hos den franske konge, blev Ludvig 12. herre over Parma 1500-12, hvorefter pave Julius 2. under påberåbelse af "Italiens frihed" erobrede området, hvilket kejser Karl 5. dog aldrig anerkendte. I 1545 oprettede pave Paul 3. hertugdømmet Parma-Piacenza.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig