Parc des Princes er et fransk fodboldstadion, der blev åbent i 1972 i Paris. Der har tidligere ligget to stadioner på samme sted. Det nuværende stadion har plads til ca. 48.000 tilskuere.

Faktaboks

Etymologi

Parc des Princes betyder 'prinsernes park'. Navnet skyldes, at parken, hvor stadionet ligger, i ældre tid blev brugt til jagt og gåture af de franske prinser.

Parc des Princes er hjemmebane for fodboldklubben Paris Saint-Germain FC og var frem til 1998 Frankrigs nationale fodboldstadion, inden det blev afløst af Stade de France.

Begivenheder på Parc des Princes

Parc des Princes har lagt græs til kampe ved bl.a. EM i fodbold i 1984 og i 2016 og til kampe ved VM i 1998. Ved EM i 1984 blev åbningskampen mellem Frankrig og Danmark spillet på Parc des Princes. Frankrig vandt 1-0 på mål af Michel Platini og blev senere europamestre med en finalesejr på 2-0 over Spanien – også på Parc des Princes. Ved EM i 2016 blev der spillet fem kampe på Parc des Princes, ingen af dem dog med deltagelse af det franske landshold. Stadionet anvendes også til andre sportsbegivenheder, bl.a. rugbykampe, og til koncerter.

Ved De Olympiske Lege i Paris i 2024 skal flere af kampene i den olympiske fodboldturnering spilles på Parc des Princes.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig