Faktaboks

Obbekær Kirke

Obbekjær Kirke

Sogn
Obbekær Sogn
Provsti
Ribe Domprovsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Esbjerg Kommune
Obbekær Kirke
Obbekær Kirke er opført i 1886 efter tegning af arkitekten L.A. Winstrup. Den enkle kirke i nyromansk stil er bygget af røde mursten og består af et kor, et skib og et våbenhus. Foto: 2014.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Obbekær Kirke
Obbekær Kirke, hvor man over skibets vestende kan se det lille spir. Udvendigt er kirken fint udsmykket med rundbuefriser langs det øverste af murene, mens korets østgavl er udsmykket med høje rundbuede blændinger. Foto: 2015.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Obbekær Kirke er en sognekirke, som ligger ved et vejkryds i spredt bebyggelse øst for Ribe.

Kirkegård

Kirken er omgivet af en lille kirkegård, som hegnes af hække. På kirkegårdens vestside ligger en materielbygning, og på nordsiden ligger der en klokkestabel fra 1966, som er opstillet på en lille høj.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1886 efter tegning af arkitekten L.A. Winstrup (1815-1889). Den enkle kirke i nyromansk stil er bygget af røde mursten og består af et kor, et skib og et våbenhus. Over skibets vestende rejser et lille spir sig, og indtil 1966 var klokken ophængt i en ret markant klokkekam over korets østgavl, som samme år blev taget ned. Udvendigt er kirken fint udsmykket med rundbuefriser langs det øverste af murene, mens korets østgavl er udsmykket med høje rundbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher.

Indvendigt er kirken præget af sine hvide vægge og det gule og grå flade bjælkeloft, som sammen med bænkenes og gulvets farvesætning skaber en harmonisk, sammenhængende enhed.

Inventar

Kirkens inventar er primært fra opførelsestiden, med undtagelse af altersølvet og klokken, som er barokke, mens altertavlen er fra 1851, og blev skænket fra Jordrup Kirke.

Altersølvet er som nævnt i barokstil og stammer fra mellem 1705 og 1734.

Altertavlen kom til Obbekær i 1884 og er i en efterligning af renæssancestil med søjler, der stammer fra en nu forsvunden renæssancealtertavle fra omkring år 1600 i netop Jordrup Kirke. I midten ses et maleri af Kristus hos Martha og Maria, mens sidefelterne indeholder billede af apostlene Peter og Johannes.

Døbefonten er af granit, og prædikestolen er opbygget af fire fag, som er udsmykket med enkle, rektangulære fyldningsdekorationer. Kirkens bænke er ligesom prædikestolen udført efter tegning af kirkens arkitekt og har gavle, der er udsmykket med medaljoner.

Af historisk interessante gravminder på kirkegården kan nævnes tre støbejernskors fra hhv. 1886, 1895 og 1904.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig