Hvert år den 27. marts fejrer Myanmar sine væbnede styrkers opstand mod japanerne i 1945. I 2006 blev dagen for første gang markeret i den nye hovedstad. Billedet viser soldater, der marcherer i formation på den store paradeplads i Naypyidaw med statuer af tre legendariske konger i baggrunden.

.

Naypyidaw har siden 2005 været Myanmars administrative hovedstad. Den ligger cirka 400 km nord for den tidligere hovedstad Yangon (Rangoon). Naypyidaw ligger umiddelbart vest for byen Pyinmana og har 1.160.242 indbyggere (2023).

Faktaboks

Også kendt som

Nay Pyi Taw

Hovedstaden rummer Myanmars parlament, statsadministration, et militært hovedkvarter, hoteller, en lufthavn og buddhistiske centre. Nogle af vejene har 7-10 spor.

Astrologer, som har stor indflydelse i Myanmar, havde bestemt tidspunktet for flytningen af administrationen fra Yangon. Den 7. november 2005 kl. 6.37 begyndte flytningen af møbler fra flere ministerier med kort varsel til de nye bygninger i Naypyidaw. Det menes, at regimet flyttede hovedstaden pga. forudsigelser om og frygt for en ny folkelig opstand og for en amerikansk invasion.

Flytningen har kostet enorme summer for det fattige land og hæmmede regeringens kontakter til diplomatiet. Flere ambassader er stadig i Yangon. I 2. Verdenskrig under den japanske besættelse,var Pyinmana træningslejr for Burma Independence Army under general Aung San. En overgang i 1950'erne var den base for Burmas (det nuværende Myanmar) kommunistparti.

Kongernes og generalernes by

Ved den nye regeringsby er der bygget et stort underjordisk militært anlæg, og der er opført et stort paradeanlæg med statuer af tre burmesiske konger. Byen fik navnet Naypyidaw, 'kongernes by', og senior-general Than Shwes henvisning til de magtfulde konger var hans symbolske udtryk for militærregimets selvopfattelse. Han byggede desuden en stor pagode på 99 meter, der ligner den berømte Shwe Dagon-pagode i Yangon for at optræde som religionens beskytter i lighed med landets konger. Den fik navnet Uppatasanti, 'Fredspagoden'. Tallet 99 anses som lykkebringende.

Da senior-general Min Aung Hlaing tog magten i 2021, begyndte han at bygge verdens største buddhastatue af marmor i en stor park i byen. Den blev indviet i august 2023 af munke, som støtter militæret. Den forestiller Buddha, som rækker højre hånd mod jorden og får hjælp af Jordens gudinde til at fordrive den onde Mara. Statuen hedder Maravijaya ("besejring af Mara"). Statuen er 25 meter høj og er udført af 25.000 ton marmor. Den skal vise generalen som beskytter af buddhismen og som den, der besejrer den omfattende modstand mod regimet. Det har vakt stor forargelse, at der tages høje beløb i entre for at komme ind til statuen. Normalt har templer fri adgang. Befolkningen anser generalernes religiøse byggerier som en slags magi (yadaya), der skal sikre dem magten og modvirke uheld.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig