Faktaboks

Michael Tomasello
Født
18. januar 1950
Michael Tomasello

Michael Tomasello

Michael Tomasello
Af .

Michael Tomasello er en amerikansk udviklingspsykolog, professor i psykologi og neurovidenskab ved Duke University. Fra 1998 til 2018 var han viceleder af Max Planck Institute for Evolutionary Anthropology.

Tomasello har ydet et væsentligt bidrag til forståelsen af menneskets udvikling. Hans omfattende empiriske studier af bl.a. den gensidige vekselvirkning mellem arv og miljø har ført til nye indsigter om menneskets socialkognitive udvikling og særlige optagethed af og evne til at forstå andres intentioner, kommunikere og samarbejde med andre.

Tomasello har en omfattende publikationsliste, der bl.a. omfatter værket The Cultural Origins of Human Cognition (1999), hvori han bygger bro mellem evolutionsteori og kulturel psykologi og på baggrund af empiriske studier identificerer forskelle mellem ikke-menneskelige primater og menneskebørn og foreslår hvorfra forskellene kan stamme.

I værket Constructing a Language: A Usage-Based Theory of Language Acquisition (2003) præsenterer Tomasello en funktionel sprogtilegnelsesteori, der fokuserer på, hvordan og hvorfor børn tilegner sig sprog. Tomasellos sprogtilegnelsesteori tager afsæt i, at børn bruger de samme grundlæggende kognitive processer, når de tilegner sig sprog, som de bruger, når de tilegner sig alt muligt andet. Blandt de vigtigste er: kategorisering, mønstergenkendelse og generalisering.

I værket Origins of Human Communication (2008) argumenterer Tomasello for, at evnen til fælles intentionalitet (fælles opmærksomhed og intentionslæsning) er en forudsætning for menneskelig kommunikation – en evne, der oprindeligt er udviklet for samarbejde og kultur generelt. Den grundlæggende drivkraft bag er ønsket om at hjælpe og dele: mennesker kommunikerer for at bede om hjælp, informere andre om ting for at være behjælpelige og dele meninger og holdninger for at knytte bånd inden for den kulturelle gruppe. Dette forudsætter imidlertid, at menneskets sprog er udviklet, så det kan bruges til disse kommunikative formål, og disse samarbejdsmotiver har derfor hver især presset på for konventionalisering af grammatiske strukturer, der kunne imødekomme menneskets kommunikative behov.

I værket Becoming Human: A Theory of Ontogeny (2019) præsenterer Tomasello sin teori om mennesket. Ifølge teorien, der bygger videre på Vygotskijs idéer og Tomasellos egen empiriske forskning, udvikles det, der gør mennesket allermest menneskeligt, i løbet af de første år af et barns liv. Tomasello identificerer otte områder, der tydeligt adskiller mennesker fra deres nærmeste slægtninge: social kognition, kommunikation, kulturel læring, kooperativ tænkning, samarbejde, prosocialitet, sociale normer og moralsk identitet. Menneskeaber besidder basale evner inden for alle af disse områder, men fordi mennesket har udviklet evnen til at dele intentioner, er denne evne (gennem de nye former for sociokulturel interaktion, som de muliggør) transformeret til unik menneskelig kognition og socialitet. Det første trin finder sted omkring 9-månedersalderen med fremkomsten af fælles intentionalitet, der involverer fælles opmærksomhed og intentionslæsning. Det andet trin finder sted omkring 3-årsalderen med fremkomsten af kollektiv intentionalitet, der dels involverer autoritative voksne, som formidler kulturel viden, og dels ligestillede jævnaldrende, som fremkalder samarbejde og fællesskab. Det tredje trin finder sted i 6-7-årsalderen, hvor børn bliver ansvarlige for selvregulering af deres overbevisninger og handlinger, så de stemmer overens med de kulturelle normer.

Udgivelser (udvalgte)

  • Tomasello, Michael (1999). The Cultural Origins of Human Cognition. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.
  • Tomasello, Michael (2003). Constructing a Language: A Usage-Based Theory of Language Acquisition. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.
  • Tomasello, Michael (2008). Origins of Human Communication. Cambridge, Massachusetts: The MIT Press.
  • Tomasello, Michael (2019). Becoming Human: A Theory of Ontogeny. Cambridge, Massachusetts: Harvard University Press.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig