Mathias "Zanka" Jørgensen er en dansk fodboldspiller, der spiller for Brentford i den engelske Premier League. Han har desuden spillet 35 landskampe og scoret 2 mål for Danmark (pr. juni 2021). Mathias Zanka Jørgensen er forsvarsspiller.

Mathias Zanka Jørgensen
Faktaboks
Mathias Jattah-Njie Jørgensen
- Født
- 23. april 1990, København
Mathias Zanka Jørgensens klubkarriere

Mathias Zanka Jørgensen i Brentfords kamp mod West Ham United den 10. april 2022.
Mathias Zanka Jørgensen fik sin fodboldopdragelse i B.93 og debuterede allerede som 16-årig på klubbens førstehold. I 2007 skiftede han til F.C. København, som han bl.a. vandt tre danske mesterskaber med, inden han i 2012 blev solgt til den hollandske klub PSV Eindhoven. Opholdet i Holland blev dog ingen succes. Zanka var plaget af skader og vendte i 2014 tilbage til FCK. Med FCK vandt han to danske mesterskaber og blev i 2017 kåret til årets spiller i klubben, og samme år gik turen atter til udlandet, denne gang til Huddersfield Town i den engelske Premier League. Da klubben i 2019 rykkede ned i den næstbedste række, valgte Matthias Zanka Jørgensen at fortsætte karrieren i Fenerbahçe SK i Tyrkiet. Han blev i klubben til 2021, men var i 2020 udlejet til Fortuna Düsseldorf i Tyskland og i 2021 til FCK, inden han i september samme år blev solgt til Brentford.
Mathias Zanka Jørgensen på landsholdet
Mathias Zanka Jørgensen spillede 42 landskampe på diverse ungdomslandshold og debuterede den 8. juni 2015 på A-landsholdet under Morten Olsen i en venskabskamp mod Montenegro. Han deltog i VM-slutrunden i Rusland i 2018, hvor han i ottendedelsfinalen mod Kroatien bragte Danmark foran 1-0 efter blot 57 sekunder. Danmark ende dog med at tabe kampen efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence. Zanka var også med i truppen til EM-slutrunden i 2021 (udsat fra 2020 pga. coronapandemien), men fik ikke spilletid. Han blev ikke udtaget til VM i Qatar i 2022.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.