Faktaboks

Lundtofte Kirke
Sogn
Lundtofte Sogn
Provsti
Kongens Lyngby Provsti
Stift
Helsingør Stift
Kommune
Lyngby-Taarbæk Kommune
Lundtofte Kirke
Den gotisk inspirerede kirke, som er tegnet af arkitekt Harald Lønborg-Jensen (1871-1948), er opført i 1921 og består af et kor med et sakristi, et skib og et tårn med et våbenhus mod syd samt et nyere våbenhus mod vest, som blev tilbygget i 1969. Foto: 2009.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Lundtofte Kirke er en sognekirke, der ligger centralt i Lundtofte.

Kirkegård

Øst for kirken ligger den store kirkegård, som er omgivet af hække. Der er indkørsel fra syd og øst samt fra kirken og det tilhørende græsareal mod vest. Lige nord for kirken ligger den langstrakte sognegård.

Kirkebygning

Den gotisk inspirerede kirke, som er tegnet af arkitekt Harald Lønborg-Jensen (1871-1948), er opført i 1921 og består af et kor med et sakristi, et skib og et tårn med et våbenhus mod syd samt et nyere våbenhus mod vest, som blev tilbygget i 1969.

Udadtil står kirken med hvidkalkede vægge og rødt tegltag og ligner ved første øjekast en større gotisk landsbykirke med sine spidsbuede vinduer og de trappeformede kamtakkede gavle, der alle er udsmykket med enten cirkelblændinger eller højblændinger, dvs. dekorative murnicher.

Kirkens indre præges også af gotikkens formsprog med de høje, hvælvede lofter og den spidsbuede triumfbue, som adskiller koret fra skibet.

Inventar

Ligesom selve bygningen præges kirkens inventar også af historiserende træk.

Døbefonten er lavet af faksekalksten, tegnet af kirkens arkitekt og hugget af stenhugger Karl Hansen. Døbefonten er en fri fortolkning af middelalderens døbefonte og er rigt udsmykket med tovsnoning langs kummens rand, blomster og kors mellem pilastre (halve søjler) langs selve kummen, mens der på foden er ranker.

Prædikestolen er i nybarokstil og udsmykket med malerier af de fire evangelister med deres respektive evangelistsymboler.

Ligesom prædikestolen er også altertavlen i nybarokstil. Centralt indeholder den et maleri af maleren Jørn Glob (1913-1988), som forestiller Jesu dåb.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig