Luftwaffe er det tyske luftvåben. Det blev etableret i marts 1935.

Faktaboks

Etymologi

Ordet kommer af tysk 'luftvåben'

1. Verdenskrig

Under 1. Verdenskrig havde den tyske hær og flåde hver sit luftvåben. I Versaillestraktaten efter krigen blev al militærflyvning i Tyskland forbudt, men efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 begyndte en hemmelig genopbygning af et tysk flyvevåben. Det skete indledningsvis i civilt regi, men i marts 1935 blev Luftwaffe officielt oprettet som selvstændigt værn med rigsmarskal Hermann Göring som chef.

Luftwaffe fik monopol på al tysk militærflyvning, herunder faldskærmstropper og skibsbaserede fly, der ellers traditionelt hører til henholdsvis hær og flåde. Luftwaffe bemandede ligeledes diverse antiluftskyts, radarstationer og enkelte panserdivisioner.

Luftwaffe voksede hastigt, og fik under Den Spanske Borgerkrig krigserfaring, da Tyskland stillede den såkaldte Legion Condor til rådighed for general Franco og hans oprørsstyrker.

2. Verdenskrig

Under 2. Verdenskrig var det moderne Luftwaffe udset til at være en af nøglerne til tysk sejr. Luftwaffe var opbygget som et centralt led i den tyske Blitzkrieg og kunne med stor effekt støtte de tyske landstyrker på taktisk niveau.

I 1943 rådede Luftwaffe over mere end 6.000 fly og over 1 mio. mand, men værnets indsats blev hæmmet af kronisk brændstofmangel og en manglende evne til større strategiske bombekampagner.

Da krigen sluttede, blev Luftwaffe opløst sammen med resten af Wehrmacht.

Efter Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 blev Luftwaffe (kortvarigt Bundesluftwaffe) genoprettet i januar 1956, og blev under den kolde krig en af NATOs største luftstyrker.

Efter Tysklands genforening i 1990 overtog Luftwaffe baserne i det tidligere Østtyskland fra Nationale Volksarmee Luftstreitkräften, men skrottede næsten alle dets fly og pensionerede dets højere officerer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig