Faktaboks

Louise Burgaard

Louise Katharina Vinter Burgaard Madsen

Født
17. oktober 1992, Esbjerg

Louise Burgaard er en dansk håndboldspiller, der gennem mange år har været en stor profil på landsholdet. Hun har været med til at vinde VM-bronze i 2013, 2021 og 2023 samt EM-sølv i 2022. Hendes primære position har været pladsen som højre back.

Louise Burgaards klubkarriere

Louise Burgaard

Louise Burgaard i en kamp for Team Tvis Holstebro den 19. maj 2012.

Louise Burgaard
Af /Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Louise Burgaard er vokset op i Vejle og begyndte som femårig at spille håndbold i Vinding SF. Hun skiftede i 2006 til Fredericia HK 90 og rykkede i 2010 videre til KIF Vejen, hvor hun fik sin debut i landets bedste række. Allerede året efter skiftede hun til Team Tvis Holstebro, hvor hun fik sit store gennembrud. I sin sidste sæson i klubben, 2012/2013, var med hun med til at vinde EHF Cuppen. I finalen blev Metz Handball fra Frankrig slået.

I sommeren 2013 kom Louise Burgaard til Viborg HK, hvor hun i sin første sæson var med til at vinde det danske mesterskab. I samme sæson var hun med til at vinde Europa Cuppen for pokalvindere, hvor russiske Zvezda Zvenigorod blev slået i finalen. Efter yderligere et år i Viborg-klubben skiftede hun til FC Midtjylland Håndbold, hvor hun spillede i fire sæsoner og sluttede af med at vinde sølv i kampen om Danmarksmesterskabet.

I 2019 skiftede Louise Burgaard til Metz Handball, som hun har kontrakt med frem til sommeren 2024. Her skifter hun til Odense Håndbold, som hun hun underskrevet en treårig aftale med.

Klubber som seniorspiller

  • KIF Vejen (2010-2011)
  • TTH Holsterbro (2011-2013)
  • Viborg HK (2013-2015)
  • FC Midtjylland Håndbold (2015-2019)
  • Metz Handball (2019-)

Louise Burgaards landsholdskarriere

Louise Burgaard

Louise Burgaard i EM-finalen mellem Danmark og Norge den 20. november 2022.

Louise Burgaard
Af /Ritzau Scanpix.

Louise Burgaard fik sin debut på landsholdet den 21. april 2011 i en kamp mod Rusland, som blev slået 28-25. Senere på året var hun med ved VM, hvor Danmark opnåede en fjerdeplads.

Ved VM 2013 i Serbien var Louise Burgaard med til at sikre Danmark bronzemedaljer, hvorefter der skulle gå syv år, før hun igen var med til at nå en semifinale med landsholdet. Ved EM i 2020 blev det på ny til en fjerdeplads. Ved VM i 2021 i Spanien blev det så til en tredjeplads, og ved EM i 2022 i Slovenien, Montenegro og Nordmakedonien nåede kvindelandsholdet – med Louise Burgaard som nøglespiller – frem til en finale for første gang siden OL 2004. Finalen blev vundet 27-25 af Norge.

Ved VM i 2023 i Danmark, Sverige og Norge, hvor det blev til dansk bronze, var hun igen en af de bedste danske spillere. Bronzekampen mod Sverige, som blev slået 28-27, var hendes landskamp nummer 171, og med to mål i den kamp nåede hun op på 356 landskampsmål.

Louise Burgaard har deltaget ved De Olympiske Lege en enkelt gang. Det var i 2012, hvor det danske landshold ikke gik videre til kvartfinalerne.

Medaljer med landsholdet

  • 2013: VM-bronze
  • 2021: VM-bronze
  • 2022: EM-sølv
  • 2023: VM-bronze

Pause fra håndbolden

I begyndelsen af 2016 var Louise Burgaard sygemeldt i knap to en halv måned. Håndbolden havde både fysisk og mentalt slidt hende helt ned. "Jeg var udkørt, smadret og sov hele tiden," har hun efterfølgende udtalt til Jyllands-Posten om den periode, hun var væk. Mens hun hurtigt fik comeback på klubholdet, FC Midtjylland Håndbold, vendte hun først tilbage på landsholdet efter halvandet år.

Priser

  • Kom på det officielle All Star-hold ved VM i 2023.
  • Kåret til verdens bedste unge spiller i 2013/2014 af netmagasinet Handball-Planet.
  • Var blandt de syv, som det europæiske håndbold-forbund, EHF, nominerede til Europas bedste højre back i 2022/2023-sæsonen.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig