Faktaboks

Lisbeth Smedegaard Andersen
Født
30. december 1934, Frederiksberg
Lisbeth Smedegaard Andersen
Af //LAD/Ritzau Scanpix.

Lisbeth Smedegaard Andersen er en dansk teolog, kunsthistoriker og salmedigter. Efter i en årrække at have arbejdet som præst i både Danmark og udlandet (Den danske Sømandskirke i New York 1979-1980, Sognepræst i Risskov Kirke 1980-1990 og i Holmens Kirke 1990-1997) tog hun bifagseksamen i kunsthistorie i 1988.

Smedegaard Andersen har udgivet en lang række bøger om teologiske emner, senest i værket Bibelens kvinder (2022), samt tværfagligt anlagte fremstillinger af kristne motiver og temaer i kunsthistorisk belysning, fx Det åbenbarede ansigt (2006), Guds moder og himlens veninde (2008). Gådefuld må man være fokuserer på Vilhelm Hammershøi og inspirationen fra Søren Kierkegaard (2019).

Lisbeth Smedegaard Andersens salmedigtning

I 1984 debuterede Smedegaard Andersen som salmedigter med samlingen Vinterlys og tjørneblomst, og hun har med sin baggrund og sin naturlige inspiration fra den danske salmetradition med digtere som fx Hans Adolph Brorson, Thomas Kingo og N.F.S. Grundtvig fulgt op med en lang række salmer og folkelige kristne sange. Hun er således repræsenteret med syv salmer i Den danske salmebog (2002), tolv i salmebogstillægget 100 salmer (2016) og otte sange og salmer i Højskolesangbogen (2021).

Form og tematik

Lisbeth Smedegaard Andersen har et naturligt og let greb om den lyriske genre, som hun oftest anvender i en fast og traditionelt rimet form, som passer til den kirkelige anvendelse i salmesangen. Gennem sit lange virke har hun været af afgørende betydning for det nybrud, der er sket inden for genren. Smedegaard Andersens salmedigtning har udviklet sig frem mod en stadig mere enkel og mundret form med sanselige og genkendelige skildringer, ofte naturskildringer, der gør det lettere for moderne kirkegængere at identificere sig med det kristne budskab.

Inspirationskilder

I bogen Troen der gør verden større (2021) beskriver Lisbeth Smedegaard Andersen sin opvækst, sine studieår og sin baggrund for de livsvalg, hun har truffet. Hendes vigtigste filosofiske og teologiske inspirationskilder er N.F.S. Grundtvig og Søren Kierkegaard. Begge er hun på forskellig vis teologisk og filosofisk præget af, men hendes tilgang er samtidig reflekteret og kritisk. Også senere tænkere som bl.a. K.E. Løgstrup og Paul Tillich har helt tilbage fra studietiden inspireret Lisbeth Smedegaard Andersen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig