Lars Jacobsen

Faktaboks

Lars Jacobsen

Lars Christian Jacobsen

Født
20. september 1979, Odense
Lars Jacobsen i en kamp for FCK. Foto fra 2013.
Lars Jacobsen
Af /Ritzau Scanpix.

Artikelstart

Lars Jacobsen er en tidligere dansk fodboldspiller. I perioden 2006-2015 spillede han i alt 81 landskampe og scorede 1 mål for Danmark.

Klubkarriere

Lars Jacobsen blev født i Odense og debuterede i 1996 som seniorspiller for OB. Her spillede han frem til 2002, hvor han skiftede til Hamburger SV i den tyske Bundesliga.

Allerede året efter kom Lars Jacobsen imidlertid tilbage til dansk fodbold og FC København, hvor han frem til 2007 udviklede sig til en stærk og dynamisk højre back, der bidrog meget til det fremadrettede spil og var med til at vinde Danmarksmesterskabet i 2004, 2006 og 2007 samt pokalturneringen i 2004 og Royal League i 2005 og 2006.

I 2007 indledte Lars Jacobsen en årrække i forskellige udenlandske klubber, først 1. FC Nürnberg i Tyskland frem til 2008, herefter en sæson i Everton FC, inden han i 2009 kom til Blackburn Rovers FC og endelig West Ham United FC 2010-2011. I 2011 gik turen atter til FC København, som han i 2012 igen vandt pokalturneringen med. Lars Jacobsen afsluttede karrieren i franske EA Guingamp (2014-2016).

Landsholdet

Lars Jacobsen har spillet på de fleste af DBU's ungdomslandshold og debuterede i 2006 på A-landsholdet, hvor han nåede at spille i alt 81 kampe (1 mål). Han deltog i VM i Sydafrika i 2010 og i EM i Polen/Ukraine i 2012. Han stoppede på landsholdet i 2015.

Lars Jacobsen har efter fodboldkarrieren bl.a. fungeret som fodboldkommentator på tv.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig