Klinte Kirke

Den romanske kirkes grundplan har været den traditionelle med et skib og et lidt smallere kor mod øst. Skibet har formentlig haft samme længde som det nuværende. Mange af de romanske granitkvadre er genanvendt til det nuværende skib og andre af senmiddelalderens tilbygninger. Skibets gamle vestgavl er bevaret og ses i dag indenfor i tårnet. Koret er indvendigt præget af senere tiders ombygninger, ligesom den oprindelige triumfmur mellem kor og skib blev nedrevet i forbindelse med byggeriet af det nuværende skib.

Fælles for tilbygningerne er, at de opførtes i gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten, samt genanvendte kvadersten fra den oprindelige kirke. Tårnet er to stokværk, dvs. etager, højt og har et samtidigt hvælv i tårnrummet, som i dag fungerer som våbenhus. Skibet har oprindeligt haft kamtakkede gavle, et typisk træk ved den gotiske arkitektur, men disse blev senere ombygget.

Skibet blev også fornyet på dette tidspunkt. Det ældre blev nedbrudt, og man genanvendte en del af byggematerialet, og byggede ellers i munkesten. Det nye skib blev forsynet med hvælv.

Sydkapellet åbner sig mod kirkeskibet via en spidsbuet arkade. En niche i murværket antyder, at rummet i katolsk tid har været anvendt som et sidealter. Kapellet har trappeformede kamtakker på gavlen og er udsmykket med forskellige blændingsdekorationer.

Nordkapellet anvendes i dag som ligkapel og har oprindeligt haft åben forbindelse til skibet ligesom sydkapellet, men dette er muret til i løbet af 1800-tallet.

Indvendigt præges kirkerummet særligt af de hvidkalkede vægge og de hvælvede lofter. De store inventarstykker, såsom kirkebænke, prædikestol og alterskranke, er holdt i lyse blågrønne nuancer og stammer fra en istandsættelse 1986.

I 2004 kunne man konstatere tilstedeværelsen af kalkmalerier på korets og sydkapellets vægge. Det ældste er fra senmiddelalderen omkring 1515-1530 og står i dag delvist afdækket på sydkapellets østvæg, men har formentligt prydet hele væggen. Maleriet er tolket til at forestille scener med den norske helgenkonge Skt. Olav og skal sandsynligvis sættes i forbindelse med kapellets mulige funktion som sidealter. Få hundrede meter syd for kirken findes den stensatte Skt. Olufs kilde. Skt. Oluf var kildehelgen, og kalkmaleriet har muligvis en forbindelse hertil.

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Den er udsmykket med arkader og tilhører en lille gruppe af nordfynske døbefonte, som har lignende dekorationer. Overgangen mellem fod og kumme er markeret ved en snoet dekoration, ligesom kummens arkader også fremstår snoede.

Kirkens alterstager og dåbsfad er begge fra 1600-tallet. Sidstnævnte stammer formentlig fra Nederlandene. Alterkalken, bægeret som bruges under nadveren, er fra 1588, men med et ældre skaft – formentlig fra senmiddelalderen. På kalken er forskellige sognepræsters navne indgraveret.

Alterbordsforsiden er fra tiden omkring 1600. Da det blev ombygget og nymalet i 1951, opdagede man spor efter oprindelige rødbrune og mørkegrå farver.

Altertavlen fra 1781 er signeret af maleren Niels Poulsen Dahlin (født før 1753, død efter 1768), som også er ophavsmanden til en række af beslægtede altertavler i andre fynske kirker. Maleriet forestiller motiverne gravlæggelsen og den himmelfarende Kristus, mens der i mellem søjleparrene til siderne er afbilledet figurerne Håbet med bog og anker og Sejren, der ses som en kriger med sværd og palmegren.

Prædikestolen i empirestil er fra hovedistandsættelsen i 1820 og står i dag i en olivengrøn farvesætning med blågrå og forgyldte detaljer, som stammer fra 2004 og matcher resten af inventaret.