Faktaboks

Klim Kirke
Sogn
Klim Sogn
Provsti
Jammerbugt Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Jammerbugt Kommune
Klim Kirke
Udvendigt er kirken delvist hvidkalket, og den har rødt tegltag.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0
Klim Kirke
Klim Kirke er en korskirke, dvs. at dens grundplan udgør et kors. Mod øst, dvs. til højre på tegningen, ligger koret med tilhørende apsis. Mod vest er tårnet og våbenhuset. De to korsarme på kirkens nord- og sydside blev tilføjet i 1847.
Af /Danmarks Kirker, Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Klim Kirke er en oprindeligt romansk landsbykirke beliggende i byen Klim omkring 6 km vest for Fjerritslev. Ved tilbygninger i 1800-tallet ændrede kirken form til en korskirke.

Kirkebygning

Kirken består af et kor, en apsis og et skib fra romansk tid. Den romanske periode er ca. 1050-1275. Senere i middelalderen, omkring år 1500, tilføjede man et tårn på skibets vestende. De to korsarmskapeller er fra 1847, mens våbenhuset er fra 1988.

I dag er kirken delvist hvidkalket udvendigt, mens taget er belagt med røde tegl, med undtagelse af apsis, som har blybelagt tag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Klim Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Af disse er norddøren endnu bevaret i tilmuret stand, mens syddøren nærmest er helt forsvundet ved senere ommuringer og reparationer. I apsissen findes et oprindeligt vindue fra romansk tid, og også på skibets nordmur ses en niche, som oprindeligt var et vindue.

Tilbygninger og ombygninger

Tårnet på skibets vestende blev opført omkring år 1500. De nederste dele er bygget af genbrugte kvadre fra den nedrevne romanske vestgavl, mens overdelen af tårnet er bygget af gotikkens foretrukne byggemateriale, munkesten, som er store, middelalderlige mursten.

I 1847 blev kirken gennemgribende forandret, da en stor del af skibets østdel blev revet ned for at give plads til de to store korsarme, hvorved kirken blev ændret til en korskirke. Våbenhuset syd for tårnet blev opført i 1988 som erstatning for et tidligere våbenhus fra 1870, som igen havde erstattet et fra 1698.

Kirkens indre

Kirkerummet har hvidkalkede vægge og hvidmalede bræddelofter. Der er ingen buer mellem skibet og korsarmene, hvilket ellers er det mest almindelige i korsarmskapeller generelt, hvorved kirkerummet kommer til at virke meget bredt op mod koret.

Inventar og gravminder i Klim Kirke

Inventaret i Klim Kirke er fra flere forskellige perioder. Blandt de mere interessante er inventardele fra romansk tid og 1600-tallet mest repræsenterede.

Inventar fra romansk tid

Kirkens ældste inventarstykker er fra romansk tid og er dermed fra kirkens opførelsestid. Det gælder alterbordet og døbefonten, som begge er af granit. Alterbordet er muret af samme type kvadre som kirkens murværk.

Døbefonten er udsmykket med fire nedadvendte liljer på kummen og blade på hjørnerne af foden.

Inventar fra 1600-tallet

En stor del af kirkens inventar er fra 1600-tallet.

Altertavlen er fra omkring år 1600 og er i renæssancestil. Den er udsmykket med et korsfæstelsesmaleri i midten.

Prædikestolen er lidt yngre, fra 1610, og er udsmykket med malerier i rundbuede felter, som forestiller de fire evangelister.

Gravminder

Af gravminder kan nævnes en række gravsten i og ved kirken fra 1600-tallet og 1700-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig